UDSKOLING · PORTRÆTHISTORIE: MIN EGEN VEJ
MIN EGEN VEJ
AF KATRINE BROCH HANSEN · FOTO: EMMANUEL MUSERUKA OG HEIDI BREHM
D
et er lige før mørkets frembrud. De holder hinanden i hånden,
mens de løber afsted. Væk fra det hele, ud af landsbyen, over de
tørre og knoldede marker mod noget andet – noget bedre.
Hendes hjerte banker hurtigt i brystet, mens hun prøver at følge med.
De har aftalt at stikke af sammen. Prellah og hendes kæreste. Nu
sker det faktisk. De er på vej. De sender hinanden et smil, og Prellah
får for første gang i lang tid en boblende fornemmelse i maven –
noget godt venter derude.
Da verden brød sammen
Prellah er 16 år. Hun er en ivrig skoleelev og kirkesanger, men bag
det store smil gemmer sig et spor af sorg. Da hun var 13 år, blev
Prellah forældreløs. Hendes far døde efter et langt sygdomsforløb.
Efter farens død var der ikke penge nok til skoleuniformer, skole-
bøger og eksaminer til Prellah og hendes tre søskende: Joffrey,
Nathan og Grace. Prellah var derfor nødt til at gå ud af skolen.
”Jeg var bare hjemme og lavede ikke ret meget. Jeg tænkte ikke på
noget særligt,” husker hun.
Klasselæreren på skolen, Samuel, kendte til familiens situation
og vidste, at Prellah havde det svært. Han var bekymret og opsat
på at få Prellah tilbage i skolen. Han havde længe kæmpet for at få
landsbyens piger i skole. Med Samuels hjælp og støtte kom Prellah
tilbage i skolen. Men roen var kortvarig. Kun et år efter farens død
mistede Prellah sin mor til kræft. Hendes verden kollapsede. Hun
følte sig alene og fortabt. ”Jeg var bare helt tom og vidste ikke, hvad
93