HELE VERDEN I SKOLE · LÆSERAKETTEN 2020
Hun krydser gennem et krat. Der er brændenælder. Hun opdager
dem først, da hun kan mærke, at det svier på hendes ankel. Hun
burde stoppe og putte den hvide saft fra en mælkebøtte på, ligesom
hendes mor har lært hende.
Men hun fortsætter op ad en lille skråning, for hun har fået øje
på et væltet træ.
Det må have ligget i skovbunden i et stykke tid, for noget af
barken er faldet af.
Silje sætter farten ned. Hun går de sidste skridt hen mod træet
og lægger hånden på stammen. Den føles varm på grund af solen,
næsten som om den er levende.
Hun griber fat i en af de strittende rødder og sætter sin venstre
fod op på en knude i barken. Hun kan mærke benene ryste en lille
smule, da hun klatrer op.
Så står hun oppe på træstammen. Hun kan kun se en hel masse
skov. Hun kan ikke få øje på Lasse nogen steder. Er han alligevel
ikke løbet efter hende?
Hun ville ønske, hun havde sin telefon.
Normalt er hun ellers flov over den. Den er gammel og ridset og
grim, fordi hun har overtaget den fra sin mor. Den ligger på bordet
hjemme i Lasses sommerhus. Hun skulle have taget den med, da
hun løb sin vej. Det hele gik bare så stærkt, at hun ikke nåede at
tænke sig om.
Hun står lidt. Hendes åndedræt falder til ro. Solen rammer
hendes ansigt, og nu kan hun også høre, at skoven ikke er helt stille.
Der er fugle, der kvidrer, og vinden rasler i trætoppene.
”Silje!”
Råbet kommer fra et sted omme bag hende.
Et øjeblik stivner hele hendes krop. Så glider hun ned ad
træstammen og løber videre. Hendes kind føles varm, ligesom når
man har været for længe i solen.
Silje ved godt, at skoven er stor, men den er ikke uendelig.
84