MELLEMTRIN · NOVELLE: ALDRIG MERE
AF CAROLINE ØRSUM · ILLUSTRATION: THOMAS HJORTHAAB
S
ilje kan høre sit eget hurtige åndedræt.
Det river i hendes hals, hver gang hun suger luft ind. Når hun
puster ud igen, føles det hele tiden, som om hun er lige ved at tude.
Hun løber mellem træerne. Hun er nødt til at zigzagge mellem
dem. Skoven er stille og grøn, og skovbunden er blød at løbe på.
Solens stråler laver små lyspletter på den.
Måske var det dumt, at hun løb væk fra stien?
Trøjen er begyndt at klistre varmt til hendes ryg, og hun sveder i
nakken under hestehalen. Men benene føles ikke trætte.
Hun kikker ned på sine fødder. De hvide Adidas-sneakers ser
stadig helt nye ud. Hun fik dem af sin mors nye kæreste, Lasse, for
tre uger siden til sin fødselsdag.
Det er de samme sko som dem, Liva og Molly fra klassen har, og
de var den ting på ønskesedlen, hun ønskede sig allermest. Hun
ønskede sig dem også til jul, men dengang sagde hendes mor, at der
kun var råd til små gaver i år.
Hun tager tilløb og springer hen over en myretue. Hestehalen
svinger frem og rammer hende i ansigtet, og hun mærker et lille jag
af smerte i den højre kind.
Det var der, Lasse slog hende.
Tanken om det får en sitren til at gå gennem hendes krop, og
hendes fødder sætter med det samme farten op.
Hun forestiller sig, at hun er en maskine.
At hendes hjerte er en motor. At benene kan blive ved med at
løbe for evigt.
83