LæseRaketten 2020 | Page 81

MELLEMTRIN · VORES VERDENSMÅL – VORES FREMTID Hvorfor er det vigtigt at gå i skole? Eleverne på Nysted Skole er glade for at gå i skole. De ved godt, at det er vigtigt at få en god uddannelse. Men de er også enige om, at skolen handler om meget andet end at lære boglige fag. ”Det er på skolen, man har sine venner. Man lærer at være sammen med andre,” siger Sebastian. Det sociale liv på skolen har stor betydning og er vigtigt for, om man kan lide at gå i skole. ”Når man er glad og i godt humør, så lærer man også mere,” tilføjer Rosa. Eleverne i Nysted er ret sikre på, at hverdagen ville være kedelig, hvis de ikke gik i skole. De tror, at de ville tilbringe meget tid foran en skærm. Men værst af alt – de ville savne deres venner. Hvad betyder ligestilling for jer? ”Det er, at man er lige meget værd. At man er sammen. Vi har nogle regler på skolen, som hjælper til, at alle er med og har det godt. Vi har legepatruljer, så ingen er udenfor,” fortæller Lucia. De har alle oplevet situationer, hvor nogle er blevet drillet eller kaldt grimme ting, fordi de så anderledes ud end flertallet. Det er ikke rart, når nogle bliver talt grimt til. ”Det er ok at være anderledes, og det er ikke rart, når der bliver gjort forskel,” forklarer Gabriel. ”Når man ikke kender hinanden, kommer man nemmere til at sige og gøre noget dumt,” tilføjer Christian. ”I stedet for at sige, at man er forskellige, skal man bare være venner,” mener William. Læs mere om verdensmålene på heleverdeniskole.dk/ verdensmaalene 81