HELE VERDEN I SKOLE · LÆSERAKETTEN 2020
Jeg skulle stikke af, men jeg kunne ikke. Jeg sneg mig hen til
hjørnet af huset, hvor jeg kunne se indkørslen. Min mor stod i
hoveddøren og stirrede stift på militslederen. Jeg genkendte ham
som en af de mænd, der havde lagt nyt tag på vores hus for fem år
siden.
Han talte afdæmpet til min mor. Sagde, at hun måtte komme til
fornuft og fortælle, hvor jeg var. Hun kunne være helt rolig: Han
ville bare tale med mig. Modsat min far virkede jeg jo fornuftig.
Han var sikker på, at jeg ville kæmpe på det godes side, hvis bare jeg
fik chancen.
“Du vil vel gerne have, at din søn klarer sig godt, ikke?” sagde han
med et lille dæmonisk smil.
“Min søn skal nok klare sig. Du finder ham aldrig. Og hvis du
påstår, at du er det gode, så håber jeg, han slår sig sammen med det
onde selv,” hvislede min mor.
“Nuvel, du er lige så dum og stædig som din mand, kan jeg forstå.
I ville ikke kæmpe, da krigen brød ud, og I ville ikke flygte, da den
var tabt. Jeg har også idealer. Jeg kender det godt. Du går rundt og
tror på noget, og det føles rigtigt. Men der er bare det ved det, at det
nogle gange er forkert. Og det koster. Der er altid en pris, der skal
betales,” sagde han koldt.
Han nikkede til de tre soldater, han havde med sig. De gik hen
mod min mor. De grinte dumt, da den ene stak hende en knytnæve
i ansigtet. Så trak de hende med sig hen mod jeepen.
Jeg løb.
Jeg aner ikke, hvor længe jeg løb, før jeg til sidst måtte overgive
mig og give mine lunger en pause. Jeg kastede mig ind i en
kornmark. Gemt fra verden lå jeg og stirrede op på den klare blå
himmel. En enkelt sky drev dovent afsted uden mål.
Et mål. Det måtte jeg have. Jeg blev nødt til at vide, hvor jeg ville
hen. Og hvor jeg slet ikke skulle hen. Ellers ville jeg ikke klare det.
Jeg vidste, at der var fred syd for grænsen. Men hvilken vej var syd?
108