LæseRaketten 2020 | Seite 79

MELLEMTRIN · VORES VERDENSMÅL – VORES FREMTID Hvad synes I, er det mest uretfærdige i verden? ”Når jeg tænker på krig, bliver jeg bange. Bange for at miste min mor, min far og mine venner,” fortæller Emma. Eleverne på Marievangsskolen i Slagelse er enige om én ting – de ønsker en verden uden krig. En verden hvor børn ikke skal bekymre sig og være bange. Flere af eleverne kender selv en flygtning. De har med egne ører hørt, hvordan flugt påvirker et menneskes liv. Og dét gør indtryk. ”Jeg tør ikke tænke på, hvordan det må være at flygte som barn, og hvor svært det er at skulle starte et nyt liv i et fremmed land,” siger Oscar. Hvordan hjælper man bedst børn, der kommer fra krig? Selvom krig og flugt ligger meget langt fra børnenes liv i Danmark, fylder det i bevidstheden. Børnene hører en masse om krig i nyhederne og fra voksne. Alligevel synes de, at det er svært at sætte sig ind i, hvordan det må være. Men én ting er de enige om. De vil gerne hjælpe, så godt de kan. ”Man skal være en god ven, når der starter nye elever på skolen. Men det er også svært. Man ved ikke altid, hvad man skal sige, og hvordan man skal tale med de nye børn i klassen,” forklarer Tilde. ”Man kan for eksempel invitere de nye børn med til fodboldtræning,” foreslår Oscar og Gustav. Eleverne så gerne, at de voksne kunne blive enige i stedet for at lave krig. ”Det skal ikke handle om magt – men om at være venner. Hvis alle i verden havde de samme rettigheder, og alle havde lov til at sige deres mening, ville der ikke opstå krig.” 79