Min mor var soldat
STINE BANG
ANDREAS BECK
Junglen er tæt, og det er kun enkelte steder, solens stråler når
ned til jorden. Fuglene i træerne siger kurukukuuuu – kuru-
kukuuuu, ligesom de har gjort, siden Jennie gik her første gang.
Hun går efter de andre på stien. Over skulderen har hun geværet.
Hun er i uniform. Hun er ikke længere bange for slangerne, som
hun var, da hun blev en del af guerillaerne. Dengang var hun 12
år. Nu er hun 19, og det er ved at være tungt at gå. Hun er gravid
i niende måned. Hun har det, som om hun skal tisse, så hun får
de andre til at stoppe og vente. Men hun skal ikke tisse. Det er
fødslen, der er gået i gang.
De ved, at en af regeringens patruljer er lige i nærheden. Hvis
de bliver opdaget, bliver de nødt til at kæmpe. Gruppen fort-
sætter uden Jennie. Hun bliver efterladt midt i junglen blandt
insekternes larmen og fuglenes evindelige kurukukuuuu. Fire
vagter, en læge og en sygeplejerske bliver tilbage sammen med
hende. Hun er i gode hænder, og fødslen går hurtigt.
Pludselig ligger hun med den smukkeste lille dreng i hænderne.
Hun kigger på ham, kysser ham og lægger ham til brystet. Men
de er nødt til at fortsætte. Regeringssoldaterne er stadig tæt på.
Hun hvisker til drengen: ”Du hedder Keiler Stiven.” Så pakker hun
ham ind i en militærskjorte, rejser sig op og begynder at gå igen.
Efter et par timer falder hun sammen. De andre løfter hende og
Keiler op i en hængekøje og bærer dem ud af junglen. Ud til en
gård, hvor de er i sikkerhed og kan komme til kræfter.
TRIN 3
87