Når Jennifer
kommer hjem,
vasker hun sin
skoleuniform,
så den er klar
til næste dag.
Som det ældste
barn i huset må
hun hjælpe til.
Gennem hele sin barndom har Jennifer hørt sin mor og bedstemor
snakke om forureningen i området. Hun hører de voksne fortælle
om det forurenede vand. Hun ved også, at luften er forurenet.
De små kulpartikler i luften gør børnene syge. Det er minen, der
forurener. Jennifers familie og de andre i landsbyen vil have dem,
der bestemmer i minen, til at forstå, at de ødelægger jorden. Den
jord, som wayuu-folket har boet på i mange generationer.
Husene i landsbyen er lavet af ler og tørrede grene. I minen
bruger de dynamit. Jennifer kan mærke, at huset ryster, når de
sprænger jorden efter kul. Jennifer kigger på de små revner i
væggene. Hun ser også på affaldet, der ligger i naturen. Hun ved,
at der må gøres noget.
Borgmesteren siger tillykke
Jennifer venter spændt - bliver det mon hende? Hun har ondt i
maven af spænding. Hun hører sit navn blive råbt op. Hun bliver
varm i kinderne af glæde. ”Tak. Jeg er så glad for, at I har valgt
mig. Jeg vil gøre mit bedste for, at vi alle sammen her på skolen
hjælper hinanden med at passe på naturen,” siger Jennifer til de
mange elever, der er samlet til mødet.
TRIN 2
47