for nogen har brugt en sort sprittusch og rettet i budskabet, så
der nu står:
“Vær bange, og hold din kæft!!!”
Og politimanden har fået et sort naziskæg.
Jeg gnider mig over ansigtet med begge hænder. Måske så jeg
forkert? Måske var det slet ikke Johan. Men selvom billedet for
længst er forsvundet fra skærmen, og kvinden i den røde jakke
har forladt gaden, ser jeg det stadig for mit indre blik. Håret,
næsen, smilet. Det var Johan.
Johan, der var med til at tæve to mænd. Han slog dem med et
jernrør. Måske dør de. Og han smilede bagefter. Hvorfor?
Han har haft en god grund! Ellers ville han aldrig gøre det. Jeg
retter ryggen og nikker for mig selv. Men der går kun et øjeblik, før
min ryg buer igen. Hvornår er det nogensinde okay at tæve andre?
‘Aldrig,’ ville Johan sige. Det troede jeg i hvert fald.
Og hvad laver han med Mizaru?
Mine tanker snurrer, og jeg ser ud på døren. Prøver at tvinge
den til at gå op og lukke Johan ind, så jeg kan spørge ham, om
hans næste skridt er ind i fængslet eller ned i graven.
Vi har altid gjort alt, hvad vi kunne, for ikke at blive set af
Mizaru. For ikke at komme på tværs af dem. For ikke at vide, hvad
de laver. Og så står Johan der. Med et jernrør i hånden, og et
smilende ansigt.
Hvorfor har han gjort det her? Jeg er sikker på, der må være en
god grund, men jeg har ingen idé om hvilken. Og hvorfor har han
ikke sagt noget til mig i stedet for at gå til dem?
Det er bedst ikke at vide noget.
Men jeg ved allerede for meget. Jeg ved, at Johan er efterlyst.
Jeg ved, at han tilhører banden nu. Jeg ved, at jeg er alene.
Alene.
Jeg traver rundt i stuen.
Når man ved noget, er det alt for nemt at komme til at sladre.
Alt for nemt at sende nogen i fængsel. Eller i en kiste.
trin 3
111