tævet med baseballbat og metalrør for bare få timer siden. De to
ofre er stadig i livsfare.” Videoen fungerer stadig ikke.
“Det er endnu uvist, hvad årsagen til overfaldet er,” siger
kvinden i den røde jakke. “Men rygtet siger, at banden har en
hævnpatrulje. Vi ved dog ikke, hvad der i så fald er blevet hævnet
ved overfaldet i dag.”
Mine arme er kolde, og jeg griber fat om mobilen. Stirrer på den
seneste besked, Johan har sendt.
“Jeg bliver lidt forsinket,” skrev han. Det er flere timer siden.
Jeg prøver at synke, men spyttet er sejt i min hals og sætter
sig som en klump på tværs. Fingrene ryster, og i kontakter finder
jeg fars nummer. Holder fingeren over det. Men hvad kan han
gøre? Han er sikkert ikke engang i stand til at besvare opkaldet.
Hvis han altså hører sin mobil. Hvis han overhovedet husker, at
han har en.
“Og så er vi vist klar med videoen,” siger kvinden med et
nervøst smil og skæver over sin skulder, før hun forsvinder ud af
billedet.
Videoen er grynet og i sort-hvid. To mænd går væk med ryggen
til kameraet. Den ene har en stor hængemave, og den anden har
en kasket trukket godt ned.
Jeg læner mig tilbage i sofaen. Ingen af dem er Johan.
Videoen fortsætter, og tre unge fyre dukker op i kanten af
billedet. De er alle tre i hættetrøjer. Hætterne er trukket op og
dækker deres ansigter. Alligevel genkender jeg ham, der går
forrest, med det samme. Han er et par år ældre end Johan, bor to
opgange væk og er leder af Mizaru.
Han har et baseballbat i den ene hånd, men han gemmer det
bag sin ryg, så de to mænd ikke kan se det. Så vender han sig
mod sine venner, nikker mod mændene og venter.
Så går det stærkt. Baseballbattet rammer manden med kasketten
i nakken. De to andre fyre springer frem og hæver hver sit jernrør.
Rør og bat slår igen og igen. Mændene falder om på jorden.
trin 3
107