Sambiki Saru
KIT A. RASMUSSEN
INGE RAND
D
er lyder et brag nede fra gaden, og det giver et sæt i mig.
Men selvom mit hjerte banker hårdt og hurtigt, bliver
jeg liggende på sofaen. Jeg holder blikket på fjernsynet
og ignorerer de tre hurtige lysglimt, der finder vej gennem
sprækkerne i gardinet. De hvinende dæk. Den dunkende bas. Jeg
kan gætte mig til, hvem det er. Mizaru. Hver gang der sker noget i
nabolaget, er banden Mizaru involveret. Jeg ved ikke, hvad de har
gang i, og jeg vil heller ikke vide det.
Det er bedst ikke at vide noget.
Jeg ser på uret. Klokken er 22, og Johan er stadig ikke kommet
hjem. Jeg trommer fingrene mod mit lår. Hvor bliver min storebror
af? Kampen er snart færdig, og vi aftalte, at vi skulle se den
sammen.
“Kommer du snart hjem?” skriver jeg i beskeden og sender den.
Venter i flere sekunder for at se, om han begynder at skrive, men
der sker ingenting.
Braget og lysglimtene har ikke noget med Johan at gøre. Det
fortæller jeg i hvert fald mig selv.
Det er Johan, der har lært mig, at man altid skal passe sig selv.
Ser du nogen sætte gang i noget? Vend dig om, og gå den anden
vej. Hører du nogen skrige? Lad som ingenting, og skynd dig væk.
Hvis du ikke ved noget, kan du ikke sladre.
Hvis de ikke opdager, at du eksisterer, gør de dig ikke noget.
Jeg ser på mobilen. Ingenting. Så på fjernsynet. Johan og jeg
plejer at se kampene sammen.
Med hurtige fingre griber jeg om fjernbetjeningen og skifter
trin 3
105