Tapitha- en moderne pige fra landet
DORTHE NIELSEN
WILLIAM VEST-LILLESØE
” Jeg kender ikke de gamle historier og sange, men min bedstemor gør. Hun kan synge, danse og fortælle alle vores historier og skikke.” 16-årige Tapitha peger på sin bedstemor med et smil og tilføjer.” Jeg kan bedre lide nyere sange og musik. I skolen har vi for eksempel lært en sang om Sydsudan og alle vores nabolande. Vi synger også en sang om, hvor vigtig skolen er. Vi skal optræde med sangene til en stor fest for alle skolerne i hele området.”
Bedstemors historie Tapitha fortæller, at hendes bedstemor har boet sammen med dem i tre år. Hun kom fra et sted, som hedder Panyijiar – det ligger længere mod syd. Hendes landsby blev brændt ned under krigen, og hun havde ingenting med sig. Hun vil gerne tilbage, hvis det kan lade sig gøre på et tidspunkt.” Men det bliver nok svært, fordi alle husene er væk,” mener Tapitha.” Min bedstemor tvivler på, om der for alvor kan blive fred i landet,” fortsætter hun.” Hele vores familie tilhører nuer-folket – og som sagt, så kender min bedstemor en masse af nuernes sange og historier. Men der er også mange andre folk i Sydsudan, som har deres sange og historier.”
Tapitha retter lidt på armbåndet og fortsætter sin tankerække:” Det er derfor, jeg godt kan lide de nye sange om Sydsudan – dem kan vi jo være fælles om.”
TRIN 3 97