Simon og Samuel er flygtninge i deres eget land
DORTHE NIELSEN
WILLIAM VEST-LILLESØE
Fra porten går grusvejen hen forbi skolen. Små børn leger, mens de voksne snakker, vasker tøj og laver mad. Solen bager fra en skyfri himmel. Efter skolen bliver vejen smallere. Husene er lavet af presenninger, tynde stolper og snor. De ligger helt tæt. Enkelte steder dukker en container op. Her bor der også mennesker. Vejen snor sig som en labyrint – det er nemt at fare vild. Nogle drenge kæmper med en tung trillebør med melsække. Der er ikke meget plads på den ujævne vej. En lille træbro forbinder to områder. Fire veje mødes og giver lidt ekstra plads. Her står vandpumpen, og nogle drenge bruger pladsen til at spille lidt fodbold.
Vi er i en stor flygtningelejr i udkanten af Sydsudans hovedstad Juba. Her har brødrene Simon på 11 år og Samuel på 15 år boet i snart tre år. De er flygtninge i deres eget land. Lejren er oprettet af FN og bliver beskyttet af hegn, pigtråd og soldater.
Brødrene bor hvert sit sted i lejren. De har samme far, men hver sin mor.” Men vi er alligevel sammen hver dag,” fortæller Simon.” Vi mødes i skolen, og nogle gange spiller vi også fodbold.” Samuel fortæller, at hele familien kom tilbage til Sydsudan for cirka tre år siden. De kom fra en flygtningelejr i Uganda. De var flygtet til Uganda på grund af krigen. De rejste tilbage, da Sydsudan var blevet selvstændigt. Men så kom borgerkrigen, og de havde ikke et sikkert sted at være.” Så vi bor stadig i en flygtningelejr,” konstaterer han tørt.
TRIN 2 79