” Sssh,” tyssede graveren pludselig og skulede rundt. Hans øjne var store. Anton lyttede spændt, men kunne intet høre.” Nå, det var vist bare vinden,” mumlede Herluf Geist og gravede videre.” Ja, jeg har i hvert fald oplevet nogle uforklarlige ting i de mange år, jeg har arbejdet her. Der var for eksempel en gang, hvor...” KLUNK sagde det, da skovlen ramte noget hårdt.” Aha!” udbrød graveren tilfreds og skrabede jorden til side, så et hvidt kistelåg kom til syne.” Årh, hvor er det syret,” hviskede Anton og mærkede gåsehuden krybe op ad ryggen under jakken.” Er der et ægte lig deri?”
” Ja, det kan du tro,” stønnede graveren og trådte op ad hullet.” Det kom heldigvis ned i forgårs, så der er nok ikke sket så meget med den stakkels herre endnu.”
” Hvem er det?” spurgte Anton og kiggede på gravstenen. Men der var blevet smidt jord på, imens Herluf Geist havde gravet, så han kunne ikke læse noget.
” Det er den helt forkerte person,” sukkede graveren og tog sig til hovedet.” Hvordan kunne jeg dog lave så dum en fejl?”
Anton knælede ved gravstenen og børstede jorden væk. Han mærkede, hvordan hans hjerte gik i stå, da han læste navnet.
” Jeg er altså ked af det, knægt,” sagde graveren bag ham.” Men man kan kun komme op igen, hvis man finder en anden, som kan komme derned i stedet for.”
Antons mund gled op på vid gab. HERLUF GEIST, stod der på stenen.
Bag ham hævede graveren skovlen til slag.
76 LÆSERAKETTEN 2017