gitteret, som var indgangen til kirkegården.” Anton?” Han standsede og vendte sig.” Hvad nu? Skal du kropsvisitere mig?”” Nej, men...” Josef bed sig i læben.” Altså... tror du nu også, det er en god ide?”” Hvad snakker du om?”” Jamen... der har jo været nogen... mærkelige rygter og sådan.
Hvad nu hvis... altså, at det virkelig spøger derinde?”
Anton kiggede et øjeblik på kammeraten, som virkede oprigtigt bekymret. Så smilede han.” Jeg ved godt, hvad du er ude på, men du kan glemme det. Du kan ikke skræmme mig fra det, så jeg taber væddemålet. Det her kommer til at blive de nemmeste 200 kroner, jeg nogensinde tjener.” Josef trak bare på skuldrene.” Okay så.” Anton traskede hen og åbnede lågen. Han fløjtede, imens han omhyggeligt lukkede den efter sig, som for at vise Josef at han ikke var nervøs. Kammeraten blev stående midt på parkeringspladsen.
Anton luntede ind ad grusstien, som forgrenede sig rundt imellem de mange grave. De var indhegnet af små, velholdte hække. Det var efterår, så de havde tabt deres blade, ligesom de fleste af blomsterne, som voksede på gravspladserne, var visnede. Små lamper kastede gustne lysskær over stien, så Anton kunne navigere.
” Okay,” mumlede han for sig selv og gned hænderne imod hinanden.” Hvis jeg går et par runder omkring kirken, kan jeg nok bedre holde varmen.”
Og så brød han sig heller ikke om at stå stille herinde, men det sagde han ikke højt.
I stedet gik han i rask tempo i en bue uden om kirken. Han prøvede at fløjte igen, men denne gang lød det mærkeligt, så han stoppede og nøjedes med at lytte til gruset, som knasede under
72 LÆSERAKETTEN 2017