LæseRaketten 2017 | Page 44

Send børn som Rhoda i skole

Rhoda var kun seks år, da hun måtte flygte fra sin landsby sammen med sin familie. Efter flere måneder på flugt nåede de frem til Juba, hvor hendes onkel bor. De skulle flygte så hurtigt, at de ikke nåede at tage noget med. Ikke engang deres tøj. Rhoda og hendes familie har ikke haft det let. Alligevel er Rhoda heldig. Hun har fået lov til at gå i skole. Kun halvdelen af alle børn i Sydsudan kommer i skole. I dag er Rhoda ni år og går på den lokale skole.
Børn og unge i Sydsudan har oplevet mange år med krig, flugt, sult og fattigdom. Selv om landet blev selvstændigt i 2011, er der stadig ikke fred. Mange familier lever som flygtninge, fordi det ikke er sikkert at rejse hjem.
Der er brug for flere skoler i Sydsudan. Børn på flugt har også ret til at komme i skole og lære og lege. Når freden vender tilbage, skal børn og unge være med til at genopbygge landet og hjælpe deres familier. Det kan de bedst, hvis de har lært at læse, skrive og regne – og alt det andet, de lærer i skolen.
42 LÆSERAKETTEN 2017