Teïdo er kommet i skole
ZEMBA SOUMAILA OG DORTHE NIELSEN
SANOU SAIDOU
Teïdo sidder med store øjne og kigger på den kæmpestore bunke med postkort, tegninger og små gaver. Han har aldrig før fået et brev. Og nu sidder han faktisk med flere hundrede breve. De kommer alle sammen fra skoleelever i Danmark.
” Jeg vil gerne sige mange tak for alle brevene og gaverne. De er så fine,” siger Teïdo og ser helt genert ud.
Sammen med postkortene får han også en bog. Han bladrer i den.” Det er en meget flot bog,” siger han.” Og jeg er rigtig glad for at se billederne af mig selv og min familie og mine kammerater.”
Teïdo er kommet i skole Teïdo fortæller, at han vil tage bogen med og vise den i skolen. Dengang han blev interviewet til LæseRaketten, gik han ikke i skole. Men det ønske har han fået opfyldt. Nu går han i 1. klasse. Hver morgen går han sammen med de andre børn fra landsbyen de tre kilometer til skole. Det er spændende, synes han. Når han har fri, passer han stadig familiens dyr.
Teïdo synes, det kunne være sjovt, hvis nogle danske børn kunne komme og besøge ham. Jeg kunne lære dem at tale mit sprog, fulani – og jeg kunne vise dem, hvordan vi passer vores dyr,” siger han alvorligt, mens han kigger på billederne.
32 LÆSERAKETTEN 2017