To øjne lyser i mørket. Gyldne. Som en ulvs, men større og højere oppe. Mørket er så tæt, at hun ikke kan se igennem det. Men hun ved, at der står noget foran hende. Ikke nogen, men noget. Det ånder tungt.
Et gys løber gennem hele hendes krop. Ryggen føles som en isterning.
Hvis hun løber fremad, løber hun lige hen til det, der står i mørket. Hvis hun løber tilbage, har hun endnu længere hjem. Og Tobias vil ikke kunne finde hende.
Inden hun når at beslutte, hvad hun skal gøre, kommer månen frem igen. Den kaster sit hvide lys ned mellem træerne.
Linda skriger. Foran hende står den største ulv, hun nogensinde har set. Snuden er mørk af blod. Øjnene lyser gyldent. Ørerne er små og spidse. Brystpartiet stort og kraftigt. Hele kroppen er dækket af mørkebrun ulvepels, og den stirrer direkte på hende. Månens stråler får tænderne til at glimte. De er lange og krumme. Især hjørnetænderne.
Sveden springer frem overalt på hendes krop. Hendes bluse er helt våd under armene. Hun træder et skridt bagud. Så endnu et. Ulven spænder sine lårmuskler. Gør sig klar til at springe. Da den springer gennem luften med kløerne fremme, forsøger hun at dække sit ansigt med hænderne.
Hendes hjerte hamrer, og hun er tør i munden. Benene er limet fast til jorden. Tiden går i stå. Det eneste hun kan se, er ulvens gyldne øjne, der kommer tættere og tættere på. De minder hende om nogle andre øjne, men hun kan ikke huske hvilke. Det sidste hun mærker, er ulvens skarpe tænder, der borer sig ind i hendes skulder.
Hun er våd af sved, da hun vågner. Hurtigt ser hun sig omkring. Det blomstrede tapet er velkendt. De tørrede roser fra hendes konfirmation hænger med hovedet nedad ovre ved døren. Hun har sin natkjole på.
110 LÆSERAKETTEN 2017