Formanden
har ordet
Kære spillere og forældre i Lyseng Håndbold.
Nu er det efterhånden ved at være omkring 100 dage siden – godt og vel – at den nye bestyrelse samlede handskerne op
for at tage deres tur ved rorpinden i klubben. Derfor tænker vi, at det så småt er ved at være tid til at gøre status.
De fleste af os i bestyrelsen har været ganske uden kendskab til det at køre en håndbold klub, og vi har heller ikke haft
kontakter i håndboldmiljøet. Men i og med at alle poster fra håndboldskole, turnerings- og træningsplanlægning, økonomistyring, fondsbestyrelsespost til fondsansøgninger og sponsorudvalg har stået gabende tomme, har der ikke været
andet for end at springe op på hesten og komme i gang.
Nu står vi så her, og kan kigge tilbage på de skitserede visioner i det første Klubblad.
Er der kommet styr på økonomien? Ja – helt klart! Men det er stadig en løbende opgave. Vi har fået ryddet op, fået
overblik og fået plus på kontoen. Det er lykkedes at hive penge hjem via fondsansøgninger, og der er glædeligvis kommet sponsorer til klubben – om end vi arbejder på at tiltrække flere, da det det på sigt er både nødvendigt og sundt – ikke
mindst fordi, vi har overtaget en større gæld til Lyseng Fonden, som vi skal i gang med at afdrage inden for en overskuelig
fremtid.
Er der kommet struktur på fordelingen af arbejdsopgaver i bestyrelsen – både for klubben og den frivillige hjælp? Ja!
Bestyrelsesmedlemmerne har hver især nogle arbejdsområder, som de har ansvaret for. En del af det har været ”learning
by doing”, så derfor har det taget lidt tid at få på plads, og det kan nok forfines yderligere, men vi er på vej.
Særligt det frivillige arbejde har vi forsøgt at arbejde med. Fremover vil vi have et årshjul, så alle kan se, hvornår der er
større arrangementer, som vi hjælper med til. Herudover er vi ved at få kørt en forældrerepræsentantordning i stilling –
både for at aflaste trænerne med tøjvaskordning, samkørsel etc.; men specielt for at have et talerør i forældregruppen, der
kan gå begge veje, så det bliver nemt og hurtigt at kommunikere med hinanden.
Herudover er samarbejdet med Klubbladet ved at komme helt på skinner, ligesom vi arbejder med at få hjemmesiden og
Facebook gjort mere levende – alt sammen for at skabe mere liv og tilhørsfølelse omkring klubben.
Endelig har vi pumpet nyt liv i herreholdet, så vi nu igen kan mønstre ét serie 3-hold i Lyseng – selv om skader allerede
har gjort indhug på mandsskabet; så der er bestemt mulighed for at komme til at spille, hvis man har de lyster. Send mig
endelig en mail, hvis I gerne vil med på holdet – eller mød op – der trænes torsdag kl. 19:30 i Rundhøj!
Til slut vil jeg gerne takke alle omkring klubben for en kæmpe indsats – herunder trænere, frivillige hjælpere, håndboldskolen, bestyrelsen og alle andre, der er med til at trække læsset og gå forrest!
Mange hilsner på vegne af bestyrelsen,
Anders Løkke
NB! Send gerne en mail til mig på aloekke@gmail.com eller til Bo Gadfelt på gadfelt@hotmail.com, hvis du selv, eller nogen du kender, gerne vil være sponsor, træner eller frivillig hjælper i klubben.
4