NYHEDER
Det næste
store efter
smartphones
Stemmestyring er ved at blive meget bedre.
Og det er Apple, der viser vejen.
D
a Apple lancerede deres iPhone i
2007, vendte den op og ned på,
hvordan vi konsumerer data – den
største omvæltning, siden Netscape
Navigator gjorde internettet søgbart i 1994.
Efter smartphonen har vi selvfølgelig spekuleret på, hvad der bliver det næste store.
Det blev ikke tablet’en, som i bund og
grund er en smartphone med en større
skærm, og hvis salg falder, i takt med at mobiltelefonerne bliver større.
Smart-uret er også blevet foreslået som
kandidat. Et ur, der tjekker mails, sms’er og
vejrmeldinger og tæller dine skridt, og som
kan spille musik og endda foretage telefonopkald! Med andre ord igen en smartphone, bare
i miniatureformat og med færre muligheder.
Smart-urets succes kan ganske vist ikke afskrives endnu, men der er lang vej at gå.
Så er der diverse Reality-briller – det være
sig Virtual Reality (VR), hvor man flytter ind i
en helt digital verden, eller Augmented Reality
(AR), hvor digitale objekter blandes med virkeligheden. Fælles for begge dele er, at de kan
ændre verden omkring os.
Det, der forhindrer dem i at penetrere markedet, som smartphones gjorde, er at de er relativt
store og klodsede, og at de gør os endnu mere
asociale. De vil sandsynligvis revolutionere
mange områder, såsom medicin, forskning og
ikke mindst computerspil, men i det daglige
foretrækker de fleste af os at kunne se andre
mennesker i øjnene, når vi taler med dem.
STEMMESTYREDE ASSISTENTER
Så hvad bliver det næste store? Meget tyder
på, at det kan være de stemmestyrede assistenter. Men ikke i den form, vi kender dem i
12
LYD & BILLEDE AUGUST 2016
dag. Uanset om det er Apples Siri, Windows’
Cortana eller Google Now, så har de alle
sammen store problemer med dialekter, og de
går i stå, hvis man prøver at give dem mere end
et enkelt budskab ad gangen.
Prøv ved hjælp af tale at fortælle din telefon,
at du gerne vil finde en herrefrisør med drop-in
mulighed og parkering umiddelbart i nærheden. Uanset hvad assistenten hedder, så vil
den klø sig i sin digitale hovedbund.
EN REVOLUTION PÅ VEJ
Men hvad nu hvis den digitale assistent kunne
tage imod avancerede beskeder og virkelig
kommunikere med dig, som Iron Mans Jarvis
eller Knight Riders KITT? Meget tyder på, at det
er på vej. Og igen er det Apple, der kommer
først.
Ifølge Tech Insider har Apple nemlig
opkøbt VocallQ – et britisk selskab, der har
udviklet en teknologi, som fuldstændig tørrer
gulv med Siri, Cortana og Google Now, når
det gælder stemmestyring af elektronik.
Der er tale om et program, som ikke kun
forstår, hvad man siger, men også kan forstå og
huske kontekst. Det kan f.eks. lære, om du er
vegetar eller er på low-carb diæt, så næste
gang du beder om en opskrift eller om vej til en
restaurant, udelukker den automatisk ikkekompatible alternativer fra valgmulighederne.
VocallQ forstår også avancerede spørgsmål:
“Forestil dig f.eks. at bede en computer om
at finde en kinesisk restaurant i nærheden,
som er børnevenlig og har ledig parkering
samt Wi-Fi. Det ville spænde ben for de fleste
assistenter, men ikke VocallQ. Resultatet?
VocallQ lykkedes i 90 procent af tilfældene,
mens Google Now, Siri og Cortana kun havde
succes 20 procent af tiden,” står der i rapporten fra Tech Insider.
VocallQ husker også konteksten, præcis
ligesom mennesker. Hvis vi vender tilbage til
spørgsmålet om den kinesiske restaurant, og
du f.eks. siger: “Find en mexicansk restaurant i
stedet,” vil assistenten stadig huske, at du
ønsker parkering og Wi-Fi, og at du har tænkt
dig at tage ungerne med. Med de andre digitale assistenter skal man stille hele spørgsmålet igen – hvis de da overhovedet forstår det.
Rygterne vil vide, at Apple har planer om at
inkorporere VocallQ’s intelligens i Siri, så vi får
en digital assistent af en helt anden kaliber
end den, der i øjeblikket bor i vores iPhones
og iPads.
Desuden vil Apple åbne assistenten for
tredjeparts apps, så det står den nye Siri frit
for at bruge en hvilken som helst app på
mobilen eller tablet’en til at give dig den bedst
mulige hjælp. Så hvis du f.eks. spørger:
“Hvilken sang er det, jeg hører lige nu?” kan
Siri åbne SoundHound eller Shazam og nemt
finde ud af det.
Hvis Siri bliver lige så smart som eller
klogere end VocallQ, vil du ikke behøve at se
på mobilens skærm for at få bekræftet, at hun
gør, hvad du beder om. Det er ikke mindst en
fordel, når man sidder bag rattet.
F.eks. kan du spørge: “Hvilken vej bør jeg
tage til Helsingør?” og Siri svarer måske: “Trafikken er blokeret på Helsingørmotorvejen på
grund af en ulykke, så jeg vil anbefale at køre
ad Strandvejen.” Klar besked, og ingen grund
til at se på kortet, for du kender vejen i forvejen – og det ved den fremtidige Siri også. GN
Kilder: TechInsider, Know Your Mobile