Lokal Nyt - Faldsled | Millinge | Svanninge Lokal Nyt #10 - Sommer 2019 | Page 10

Byfest på havnen i Falsled Go` mad, musik og fadøl. Den 25. – 26. og 27. juli 2019 forvandles havnen i Falsled for 61. gang til et kæmpe festområde, når byfesten vender tilbage for fuld udblæsning. Det er traditionen tro Falsled Beboerforening, som står i spidsen for byfesten, men hele byen støtter op, når festen skydes i gang. Der er garanti for plask og dramatik, når der dystes på ”planken ud” lørdag eftermiddag, hvor en festlig udklædt konge og dronning af planken selvfølgelig kåres. Her har fantasien ingen grænser for spektakulære outfit, og kan være en modeopvisning i sig selv. De kæmpende og forsvarende planke-dyster serviceres og fragtes som sædvanlig på behørig vis i optog gennem byens gader frem til kamppladsen. Til festen lørdag aften kan der bestilles buffet, smørrebrød eller man kan medbringe sin egen mad. Bandet ”Kort varsel” varmer op under middagen og giver den derpå gas til en forrygende fest for danseglade gæster. Der er naturligvis også tænkt på det yngre publikum med børneloppemarked og gratis is til alle børn på pladsen fredag. Desuden mulighed for at handle ved chokoladefontænen. Der vil alle dage være gratis adgang til hoppeborge. STORT Bankospil med flotte præmier løber af staben torsdag aften, hvor der også kan handles i Tombolaen og baren ikke at for glemme. Dagene præsenterer et varieret program, hvor teltet fyldes lørdag morgen, når der serveres gratis rundstykker og kaffe kl 0900-1000 og ”gavebordet” fortsætter kl. 1200-1300 med gratis sildebord til frokost, hvor der også underholdes med live band. Skippermøde og pålidelighedssejllads er fast indslag lørdag, hvor vi håber på de ideelle vejrforhold. Byfesten baserer sig som altid på frivillig arbejdskraft, så på forhånd tak til alle hjælperne samt sponsorerne ved årets Byfest på havnen i Falsled. Byen venter spændt på annonceringen af årets Falsledbo, hvor sidste års udnævnelse meget velfortjent blev til teamet bag ”Jul i Falsled”. Det er en velbevaret hemmelig, hvem de nominerede er, men altid glædeligt for den / de udkårede, som er ildsjæle og som gør et stort stykke arbejde for at gøre Falsled by til et attraktivt sted at bo. Falsled gør sig klar til årets fest – En Byfest for alle – Vi glæder os til at se Jer. Falsled inviterer til fest fredag og lørdag aften i kæmpe festpyntet telt på pladsen, hvor der fredag aften vil være grill, Guinness og irsk stemning. Programmet for byfesten er stadig under udarbejdelse og der ventes mange spændende tiltag endnu. (Beboerforeningen forbeholder sig ret til ændringer af programmet) På vegne af Falsled Beboerforening