Lokal Nyt - Faldsled | Millinge | Svanninge #4 - Vinter 2017 | Page 26
- Lokal Nyt -
Ridderfest i Lillely
Lillely er en privat skovbørnehave og vuggestue i Millinge med 25
børnehavebørn og 12 vuggestuebørn.
Ligesom den danske jul er fyldt med traditioner som børnene
kender og elsker, har vi i Lillely ud over jul 10 årstidsfester, der tager
udgangspunkt i naturens gang.
Børnene og de voksne bruger tiden op til festen på alverdens
forberedelser og glæder sig meget til selve festdagen.
Her i oktober har vi holdt ridderfest, hvor vi markerer efterårets
komme.
Alle børnehavebørn kommer fra om morgenen i “riddertøj”
mørkeblåt eller rødt tøj og de glæder sig meget.
Vi sidder i rundkreds rundt om det store krystalbjerg, der glimter
fra de mange levende lys og hører eventyret om Ridder Georg,
der skal frelse den stakkels prinsesse, der er taget til fange af den
frygtelige, ildsprudende drage. Hans sværd smedes stærkt og med
magisk stjernestøv på, så det kan vinde over dragen.
Når vi har hørt eventyret går vi ud i skoven, hvor vi er vældig
modige, mens vi leder efter drager at slå ihjel. Vi finder både
dragefodspor og visne grene, den nok har spyet ild ud over så
bladene er faldet af - men dragen selv har vi underligt nok ikke
mødt endnu.
Vi går på jagt efter dragen ved “modighedsskrænten”, som er en
meget stejl skrænt inde i skoven. Her prøver børnene om de kan
26
overvinde deres frygt, og uden hjælp fra en voksen selv komme ned
og op igen - og det kunne de hver og en, og de var virkelig stolte
bagefter!
Så går vi dejligt trætte hjem igen og spiser ”drageblod” - som sjovt
nok smager dejligt af hyldebærsuppe.
Ridderfesten er i børneperspektiv den gode ridder der vinder over
den onde drage, og de mærker deres egen styrke, når de overvinder
udfordringen på modighedsskrænten - de finder kræfterne og
modet til at overvinde det der er svært og mærker stoltheden
bagefter.
I voksenperspektiv repræsenterer ridderfesten dér, hvor vi fordyber
os i vores personlige indre “drager”, der skal slåes ihjel for at vi kan
fortsætte vores udvikling og blive dygtigere til at være mennesker.
Alle mennesker kæmper med noget, der kræver mod at overvinde,
og det er vigtigt at have barnetroen på at ”det gode altid vinder”
og turde kaste sig ud i en udfordring, selvom det kan virke
skræmmende. På den måde får børnene bekæmpet drager og vi
voksne lidt stof til eftertanke.
- Lillely