Lokal Nyt - Faldsled | Millinge | Svanninge #3 - Efterår 2017 | страница 24

- Lokal Nyt - Danske Seniorer’s tur til Kongernes Jelling. Den 15. juni - i strålende solskin, tog godt 60 seniorer på tur til Jelling. Klis var klar med dobbeltdækkeren fra Svanninge Sognegård kl. 8.00. Han fragtede os ad smalle veje, gennem det smukke Vestfyn, og da vi nåede Middelfart var kaffen klar og kunne indtages med de medbragte rundstykker ved det anerkendte bænke/borde område. Vi fortsatte til Jelling, hvor der var sørget for gode guider både i kirken og på museet. I Jelling kirke lagde vi især mærke til gulvet, der er udført af rødlig svensk sten. Korset, der er indlagt i gulvet, er markeret med højpoleret svensk granit. Korsets arme vender mod alter, prædikestol og døbefont, som symbol på dåb, nadver og ordet. Middagen blev indtaget på Jelling Kro og bestod af flæskesteg med sprød svær, brun sovs m.m. Desserten var islagkage med jordbær. Et godt krus øl, vin eller hvad vi måtte ønske. Så der var smil på alles læber. Godt mætte, gik vi på museet, hvor vi fik en historisk gennemgang af vikingetidens Jelling, inden vi kunne gå rundt på egen hånd og udforske landets storhedstid. Kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand rejste deres runestene i årene 950-970. For at beskytte stenene mod vejr og vind, er de nu sat i montrer. Jellingstenene og Jelling kirke blev optaget på Unesco’s verdensarvsliste i 1994. Godt fyldt op af indtryk kunne vi nu sætte os i bussen for at nå tilbage til vores hjemlige ”gemakker”. Under hjemturen blev der igen tid til en kop kaffe med ”basser”. Tak til Danske Seniorer og til Kirsten Bundgård for en godt tilrettelagt tur. Benthe 24