Lokal Nyt - Faldsled | Millinge | Svanninge #2 - Sommer 2017 | Page 13

KIRKEBLAD 86. årgang Sommer 2017 FALSLED KIRKE Livets sejlads Sidst i april måned lagde ”skipper” til i Svanninge Sognegård. ”Skipper” er den unge jordomsejler Emil Erichsen, kendt fra TV programmet ”Kurs mod fjerne kyster”. Sammen med lillebroderen Theis og skiftende besætninger sejlede han på tre år jorden rundt i båden ”Havana”. Emil var en charmerende og nærværende foredragsholder og havde forsamlingen i sin hule hånd! Han satte nogle nye vinkler på den lange rejse og tog os en tur med bag kulisserne. For det er jo sin sag at blive skipper på en jordomsejling som 23 årig og at have en TV-fotograf i rumpen på store dele af turen. Men det var ikke blot et foredrag om Emils sejlads og hans oplevelser! Indirekte var det også en fortælling om arven fra Emils farfar, Troels Kløvedal, om brødrenes far Mikkel Beha Erichsen og om familiens livssyn. Nogle sejler, andre laver TV og flere af dem gør begge dele. Fælles for dem er, at de har en evne til at opleve og formidle! Den nu 74-årige og desværre dødssyge Troels Kløvedal er den gamle hippie, som realiserede sin 60er drøm om ”love, peace and understanding” på båden Nordkaperen . Det slap han godt fra, fordi han havde noget at have det i, og med sine film fra Nordkaperen levede han hr. og fru Danmarks drømme ud og formidlede dem til aftenkaffen. Efter en omflakkende barndom i forskellige kollektiver og på familiens sejlbåde valgte sønnen Mikkel en anden kurs og satsede på kernefamilien som ganske ung. Han var klog nok til at finde sig en hustru fra sejlermiljøet, og nu fører deres sønner Kløvedal-fortællingen videre i en moderniseret udgave. Efter sigende tjener de ganske pænt på deres foredrags- og forlagsvirksomhed, og det skal være dem vel undt! Denne familie har en livsmodig, nysgerrig, åben og sorgløs tilgang til livet, som kan få de fleste danskere til at lægge sig fladt i beundring! Det er tydeligt, at de har tænkt over tilværelsen og hvad de vil med de dage, der er dem beskåret. Uden at kende det mindste til familien Beha Erichsens forhold SVANNINGE KIRKE til kristendom og kirke, kan jeg som præst sagtens genkende et kristeligt inspireret livssyn. Dog kan jeg ikke udelukke, at de frabeder sig en sådan etiket! Under foredraget fortalte Emil Erichsen om alle de venlige og tillidsfulde mennesker, han havde mødt på turen, og i samme åndedrag kritiserede han danskerne for at være lukkede over for fremmede kulturer (læs: flygtninge og indvandrere). Her hoppede kæden af for den unge mand! For jeg synes, at danskerne generelt tager pænt imod flygtninge, men vi skal selvfølgelig kunne sige fra over for den gruppe indvandrere, som ikke vil acceptere dansk lov og skik! Emil Erichsen fortalte, hvordan han havde højde for alle mulige akutte situationer undervejs, som en ansvarlig skipper bør gøre. Men almindelig sund forsigtighed i det fremmede ville han helst ikke tale om. Under spørgerunden gik flere tilhørere Emil på klingen, og det kom da også frem, at han havde lyttet, når ”de lokale” havde rådet ham til at sejle uden om steder, hvor de kunne risikere at møde skumle typer. Her har familiens øvrige sejlererfaringer sikkert også spillet ind, men den slags snusfornuftige forholdsregler passer næppe ind i deres måde at markedsføre sig på! Nu er Emil klar til at stifte familie, og jeg håber, at der venter ham et godt og fortsat indholdsrigt liv. Men når han bliver lidt ældre, finder vel han ud af, at livet desværre også byder os på andet end dét, der kan klares med tillid og åbne arme! VrH