Liv i Troen 02/22 - Page 13

INDBLIK

Glimt fra min hverdag

Af solveig kirkegaard , elm koordinator
Jeg vil gerne fortælle lidt om min hverdag som ELM koordinator . Jeg har nu været ansat i ELM i 5 måneder og har og får masser af små og store opgaver , som fylder min arbejdsdag . Som I ved , bor jeg med familien ( på en dejlig plet ) få kilometer fra Tange . I vores hjem har jeg fået indrettet et hjemmekontor . Herfra er jeg en del af et skønt arbejdsfællesskab med kolleger , som sidder i Ødsted , København og Rønne . Det er også fra mit hjemmekontor , at jeg koordinerer og passer mine lokale og landsdækkende opgaver .
Bibelcamping på Bækkely
Aktuelt sidder jeg med “ BCæsken ” åben . Sammen med BC-udvalget er vi godt i gang med planlægningen af Bækkely 22 . Det er en god og spændende proces . Vi oplever en stor ( fri- ) villighed . Tak , om vi også kan finde hjælpere til de mange opgaver , som endnu ikke er delt ud , men som skal dækkes frem til og under afviklingen . Af og til tager jeg turen til Bornholm for bl . a . at mødes med BC-udvalget . En lille opfordring - kom og vær med på Bibelcamping Bækkely 22 . Planlæg at ferieturen går til Bornholm fra 14 . juli til og med 23 . juli . Vi sidder med et spændende program i støbeskeen - et mix af nye og genbrugte tilbud for alle aldre . Vi glæder os til at byde dig ind på pladsen med et glædeligt gensyn og et velkommen til dig , som endnu ikke har oplevet fællesskabet på BC Bækkely .
ELM ’ s Prædikant- og Lederkursus
Jeg har også overtaget planlægningen af ELM ’ s Prædikantog Lederkursus på Hedemølle Efterskole til april 2022 . Jeg er i fuld gang med at følge op på aftaler og lave detailplanlægningen for kurset . Også her - kom og være med , så vi - så mange som muligt - kan finde sammen i et ELM-fællesskab . Kom og få nye ideer med hjem til vores opgaver i ELM klubber , bestyrelser og fællesskaber . Alle er velkommen . Det er muligt at være med på kurset som familie , da der vil være aktiviteter for børn under undervisningsmodulerne .
Corona og mit lokale arbejde :
I én af adventshilsnerne i december 2021 fortalte jeg om tre nye tiltag i ELM Midtjylland : Samarbejde ELU og ELM , Pitstop i Tange og Caféen . Desværre har Corona tvunget os til at “ pause ” op til jul og igen efter nytåret . I skrivende stund er vi fortsat på “ pause ” med Caféen , men jeg håber og glæder mig til at “ restarte ” igen , når det er muligt .
Fag på DBI
Jeg har valgt at fordybe mig i praktisk teologi og følger et fag på DBI : “ Børn , unge og kristen tro ” fra uge 2-12 . Jeg følger undervisningen mandag og onsdag eftermiddag hjemmefra , dvs . jeg læser det online , så jeg også kan fastholde mine øvrige arbejdsopgaver . Jeg kan allerede se sammenhængen i at læse faglitteratur , følge undervisningen og bruge min “ nye ” viden i mit arbejde i ELM . Jeg er pædagog af hjertet og ser den nye viden som “ guf ” til min faglige rygsæk .
Tak , at I påskønner mine opgaver og initiativer i ELM .
LIV I TROEN | NR . 2 2022 13