Lithium – Fra ressourceforbandelse til grøn omstilling Lithium – Fra ressourceforbandelse til grøn omstil | Page 18

De unge ansvarlige… “Der vil blive bygget veje, infrastruktur i det hele taget. Det vil gå hurtigt. Bolivia kommer til at ændre sig. Colchani kommer til at ændre sig”. Men han bekymrer sig om miljøkonsekvenserne ved lithiumproduktionen: “Der bor dyr på saltsletten og vi invaderer jo deres terræn”. Eleverne kender deres historie. De ved, hvordan Bolivia i 1879 mistede adgangen til Stillehavet til Chile og dermed gode transportmuligheder for deres varer. Og hvordan stort set hver eneste mineralske forekomst i Bolivia er blevet udnyttet uden at staten og befolkningen har tjent noget særligt på det. Rosa og Mary Esther Mamani mener, at det er vigtigt, at Bolivia endelig får mulighed for at sælge sine egne produkter som for eksempel lithiumbatterier. Alex Marquez tror og håber på, at en ordentlig regering for én gangs skyld vil forvalte Bolivias ressourcer til fordel for landet. Den stille kvindekamp I frikvarteret er det alles kamp mod alle i basket. Pigerne spiller med på lige fod med drengene. I timerne er klasserne ikke kønsopdelte. Lærerne giver selvfølgelig alle lige god plads, og drengene og pigerne tager lige gerne ordet. Men der eksisterer bag skolelivets boble en anden virkelighed. I Colchani, som i andre byer i landdistrikterne, er der ikke mange, der får en høj uddannelse, og slet ikke blandt pigerne. Pigernes virke er traditionelt i hjemmet eller som småhandlende i gadeboder, og selv om de fleste kan læse og skrive i Bolivia, er der ikke mange kvinder højt placeret i erhvervslivet eller i det politiske system. Thalia Lucero Mamani ytrer et stille men stærkt ønske om at vise, “at kvinder kan så meget mere end at stå derhjemme og lave mad”. Ansvar og drømme Uddannelsesmulighederne er blevet bedre i Bolivia, men de unge har stadig oddsene imod sig: de kommer fra landet, de går på et offentligt gymnasium (mange universitetsstuderende kommer fra privatskoler), og deres forældre har ikke altid mulighed for at hjælpe dem igennem uddannelserne. Men de har alle drømme om, hvad de vil være. Rosa vil være biolog. Thali