Kulturhuset Rejsestaldens. Forår // sommer 2017 Kulturhuset Rejsestalden forår // sommer 2017 | Page 3

Historien om Kulturhuset Rejsestalden
Huset i dag
Personalet
Staldfolket
Hvem kan låne huset og gårdspladsen?
Vil du ansøge om at udstille?
Turistinformationen

Historien om Kulturhuset Rejsestalden

Midt i det skønne Jægerspris, med skoven og slottet som nabo, hviler Kulturhuset Rejsestalden på et godt og solidt fundament ved byens torv. Den originale rejsestald blev oprindeligt bygget som en del af Jægerspris Hotel i 1875. I 1995 blev den gennemgribende renoveret og forvandlet til et kulturhus på initiativ af en håndfuld aktive borgere. Lige siden har huset forsynet indbyggere i Frederikssund Kommune og andre med en bred vifte af kulturelle tilbud.

Huset i dag

På trods af sine få kvadratmeter rummer Kulturhuset Rejsestalden mange forskellige faciliteter. Vognporten bruges til arrangementer og møder, de gamle hestebokse til kunstudstillinger og herudover rummer huset også et ubemandet turistområde og et køkken. Udenfor har vi en fin gårdsplads med en lille scene.
Afholder vi større koncerter, lejer vi en sal hos vores nabo, Slotsparkens Friskole. Arrangementer bliver ofte til i samarbejde med kommunens foreninger og borgere. Og Rejsestalden fungerer også som samarbejdspartner, når andre institutioner afholder arrangementer. Vi satser på både det smalle og det brede og på alle typer kulturtilbud. Men vi er også bare et hus, du kan komme og sætte dig i, læse avisen, se kunstudstillingen, få varmen, drikke en kop kaffe eller læse en turistbrochure.
Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har gode idéer til udvikling af huset eller til arrangementer.

Personalet

Rejsestaldens personale består af husets leder Anja Boe Manley, kulturmedarbejder René Petersen og kulturmedarbejder Camilla Hultén Fruelund. Tilsammen kan de lidt af hvert og er enige om, at det skal være hyggeligt at besøge huset.

Staldfolket

Kulturhuset Rejsestalden er afhængig af et skønt team af frivillige. Huset har cirka 40 tilknyttet og uden dem ville der være mange arrangementer, som ikke kunne lade sig gøre at afholde. Har du lyst til at være med, så kontakt os!

Hvem kan låne huset og gårdspladsen?

Rejsestalden står gratis til rådighed for foreninger, institutioner og borgere i Frederikssund Kommune, men kan ikke bruges til faste ugentlige eller månedlige aktiviteter, samt private formål.

Vil du ansøge om at udstille?

Vil du gerne udstille din kunst i Kulturhuset Rejsestalden? Så send en ansøgning med billeder af din kunst til: rss @ frederikssund. dk.
Kulturhuset Rejsestalden har et kunstudvalg, der beslutter hvad Rejsestalden skal udstille. Udvalget mødes cirka 4 gange om året for at gennemgå udstillingsansøgningerne og kvalitetssikre samt planlægge årets udstillinger.

Turistinformationen

Fungerer som ubemandet selvbetjening undtagen i juli måned og cirka det halve af august. Men måske ved kulturmedarbejderne godt en ting eller to om området. Prøv bare at spørge. Eller besøg VisitFrederikssund i Havnegade 5A, 3600 Frederikssund, 47 31 06 85.
www. rejsestalden. frederikssund. dk Kulturhuset Rejsestalden · Forår // sommer 2017 3