DE MEKANISKE URES
RENÆSSANCE OG
BESNÆRENDE UNIVERS
Tiden er en meget abstrakt størrelse, som mennesket siden tidernes
dog aldrig mistet den. De havde i mellemtiden købt godt ind af de
morgen har filosoferet over og prøvet at måle og indfange på utallige og
ure, der trods alt gemte sig rundt omkring i butikker og hos private
fascinerende måder. Tiden er også meget konkret. Specielt når den tikker
sælgere. Det blev langsomt, men sikkert, comme il faut i den bredere
af sted på et mekanisk armbåndsur eller bliver målt på en af de an-
offentlighed igen at gå med mekaniske ure. Op gennem årtiet tikkede
dre talrige måder, som menneskeheden har forsøgt sig med gennem
de mekaniske mesterværker igen lystigt løs på håndleddene af mang-
tiderne: Solure, vandure, sandure, mekaniske ure, kvartsure og elek-
foldige nationaliteter rundt omkring i verden. Folk accepterede endda,
troniske ure. Udviklingen inden for ure har været enorm på grund
at de mekaniske ure var mere upræcise og tabte fra nogle få sekunder
af vores tiltagende behov for at holde øje med tiden og synkronisere
til hele minutter på en dag. Morgenoptrækningen af urene blev igen
vores adfærd.
en del af dagens andre ritualer, hvis man ikke var begavet med et
automatisk optrukket ur. Mange var blevet trætte af den brug og smid
Sideløbende med de moderne samfunds og kulturers opkomst op-
væk-kultur, der var opstået i kølvandet på indtoget af kvartsure i alle
stod der efterhånden et tiltagende behov for at have et instrument på
mulige og umulige varianter.
sig, man hurtigt kunne aflæse tiden på. I begyndelsen var løsningen
mekaniske lommeure, men siden kom de mekaniske armbåndsure
De bedste mekaniske ure stod for noget andet. De stod for god,
til, da de i mange situationer var lettere at have med at gøre. For
gedigen, gammeldags kvalitet, og at man købte sit mekaniske arm-
eksempel indså stifteren af Rolex, Hans Wilsdorf, under Boerkrigen,
båndsur for livet. De mekaniske ure af høj klasse kan nemlig ser-
at det var mere praktisk at bære tiden på armen, end i lommen.
Ligesom den berømte brasilianskfødte pilot, Alberto Santos-Dumont,
var træt af, at han skulle slippe instrumenterne, hvis han skulle klokke en mellemtid på sit lommeur. Det problem løste hans gode ven
Louis Cartier med Santos-uret - et mekanisk armbåndsur, som Cartier
stadig producerer. Behovet for et armbåndsur blev mere og mere
udtalt privat som professionelt, og det overtog efterhånden rollen
som det foretrukne ur fra lommeuret.
Skaberen af Rolex, Hans Wilsdorf, indså
under Boerkrigen omkring år 1900, at det
ville være mere praktisk, at bære uret på
armen, end at have det i lommen.
Truslen mod
de mekaniske ure
I 1970’erne indtraf der en krise for producenterne af de mekaniske
armbåndsure. Det skyldtes den revolution kvartsurene repræsenterede i datiden. Disse hyperpræcise ure truede med at udradere de
mekaniske ure for altid og sende dem på museum og ned i samlernes skuffer. Selv de bedste kronometre forekom pludselig upræcise
i forhold til de krystalbaserede kvartsure, der taber meget få sekunder på et helt år. Det resulterede i, at mange urproducenter satte
produktionen på vågeblus, da de mistede troen på de mekaniske
ures fremtid.
I 1980’erne ændrede denne udvikling sig. Pludselig blussede interessen for mekaniske armbåndsure op igen. De sande entusiaster havde
72
Urenes univers
06 Morten Kolds.indd 72
06/10/12 01.52