KLUBINFO DECEMBER 2013
Kontingentbetaling via Sporti
Klubben har indgået en aftale med Sporti omkring administration af vores medlemsdatabase. Det betyder at du fremadrettet vil skulle betale dit kontingent på Sportis hjemmeside.
Vi sender således ikke længere girokort ud, men du vil modtage en e-mail fra Sporti med informationer omkring betalingen. Disse vil blive udsendt mellem jul og nytår, så hvis ikke du har modtaget din opkrævning inden 1. januar, bør du kontakte os, så vi kan kontrollere at du er tilmeldt med de rigtige informationer.
Har du ændringer til dit medlemskab, vil du udmeldes eller er du nyt medlem, så skal det hele fremover ske via Sporti.
Har du spørgsmål kan du skrive til Bettina (e-mail), så ser vi om ikke vi kan løse det sammen.
1
Jökulls Klubblad nedlægges - og genopstår!
På årets generalforsamling blev Jökulls blad diskuteret. Det blev lagt op til bestyrelsen at vedtage, hvordan bladet fremadrettet skulle udkomme.
Bestyrelsen valgte herefter at nedlægge bladet i den form vi hidtil har set det i. Det skyldes primært at det koster rigtigt mange penge i porto at sende bladet ud.
I stedet har vi vedtaget at udsende et elektronisk blad. Hvordan det skal se ud og hvad det skal indeholde, er helt op til jer medlemmer.
Bettina Vestergaard er ansvarshavende redaktør på bladet og vil fremadrettet sørge for at det udkommer. Men det er vigtigt at I som medlemmer byder ind med forslag til, hvad bladet kan rumme og måske endda tager ansvar for at skrive en klumme, et indlæg eller en artikel.
Annoncer kan tegnes som tidligere og prisen er den samme.
Det er vores håb at I vil være med til at gøre Jökulls klubinfo til mere end blot et nyhedsbrev, men derimod et spændende og levende blad som alle vil se frem til at læse.
Bettina Vestergaard
Redaktør