IVÆRKSÆTTEREN Særudgave - Patentdomstolen | Maj 2014 | Page 27

“Hvis det bliver et nej den 25. maj, vil det være synd og skam for iværksættere, for virksomheder og for dansk erhvervsliv i det hele taget”. VIDEN Patentreformen en tiltrængt håndsrækning til de små virksomheder At søge patent er en omstændelig proces, og en fælles patentdomstol vil ikke fjerne alle problemer med et snuptag. Men det vil blive meget nemmere og billigere at få EU-patent, når man kun skal søge ét sted og på ét sprog. AF emilie wedell-wedellsborg, toft kommunikation U dover fuldtidsarbejdet som konsulent, familielivet med hustruen Jeannette og drengene Andreas og Kasper samt mini MBA-studier, har Jesper Bonnén de sidste fire år også været iværksætter. Eventyret startede, da han skulle efterisolere sit loft, men ikke kunne finde en god løsning til, hvad han skulle gøre med gangbroen og hylderne til opbevaring. Han gik fluks i gang med at udvikle et loftsbeslag, som endte med at blive løsningen på problemet. I dag har han fået PL1-loftsbeslaget patenteret, og sælger det via sin webshop. Enmandshærens kamp for at sikre den gode idé For Jesper Bonnén har det været en nødvendig, men kostbar og krævende proces at opnå patent. ”Det er en halsløs gerning selv at stå for patentansøgningsprocessen. Man har brug for ekspertbistand, og det er forbandet dyrt, men det er nødvendigt. Jeg er bare en bette enmandshær med fuldtidsarbejde, som udenfor normal arbejdstid prøver på at få min iværksættervirksomhed ud over rampen. Eftersom mit produkt i bund og grund er meget enkelt, så er patentet helt afgørende for min virksomheds fremtid”. Et ’nej’ vil være brandærgerligt for de små virksomheder Det er Jesper Bonnéns klare overbevisning, at det vil være både billigere og lettere at opnå patent i EU, hvis danskerne stemmer ’ja’ til Patentdomstolen, men han kan godt frygte, at det går hen og bliver det modsatte den 25. maj. ”Det vil være brandærgerligt, hvis det bliver et ’nej’, og særligt vil det være et problem for de små og mellemstore virksomheder. De har ikke de samme økonomiske muligheder for at gå hele vejen og søge om patent i hvert enkelt EU-land og dermed få de konkurrencemæssige fordele”. Ingen skal true hr. og fru Danmark ”Hvis det bliver et ’nej’ den 25. maj, vil det være synd og skam for iværksættere, for virksomheder og for dansk erhvervsliv i det hele taget,” mener Jesper Bonnén, men han opfordrer til, at man ikke tyer til skræmmekampagner for at sikre et ’ja’. ”Det er jo hr. og fru Danmark der skal ud og stemme om det her, det nytter ikke noget at true. Jeg tror ikke, at man vil flytte sin virksomhed til udlandet, hvis det bliver et nej”. For langt væk fra hverdagen For PlusLoft og Jesper Bonnén vil patentreformen være en tiltrængt håndsrækning i indsatsen for at sikre, at hans idé når ud over Danmarks grænser - ved at gøre det både nemmere og billigere at opnå EU-patent. Men for mange danskere er det svært at forstå, hvad det egentlig vil betyde, og det er et problem. ”Jeg er led og ked af, at det er kommet ud i en folkeafstemning, for jeg tror ikke, at den menige dansker har indsigt i, hvad det vil have af betydning for deres hverdag. Man kan håbe på, at mange stemmer ud fra anbefalingerne fra det parti, man plejer at stemme på, for så vil der være flertal for et ’ja’”. Alt eller intet Spørger man Jesper Bonnén vil det samlet set helt klart være en fordel, hvis vi får en fælles EU-patentdomstol. Han ser dog den risiko, at hvis man f.eks. taber en retssag om ens patent, så taber man ikke bare i ét land, men i alle EU-landene. ”Man kan vinde hele EU, men man kan også tabe det hele. Men så er det, fordi ens idé ikke er stærk nok, og så må den jo falde. Sådan er det”. patentdomstolen 27