Børnene skal skabe
fundamentet
Der er ingen tvivl om, hvordan Ishockey
Klubben Aarhus skal udvikle sig. Allerede fra børnene er helt små, skal de
prøve at komme på isen, så de bliver
integrerede i klubben. Det mener Hardy
Fjordbak, der er formand i IKA’s bestyrelse.
Af Kristian Brønsbæk
”Vi oplever engang imellem, at der er
folk i Aarhus, der slet ikke kender til ishockey, og at de knap nok ved, at der
er en skøjtebane i Aarhus,” siger Hardy
Fjordbak.
Der har nemlig ikke været tradition for,
at der har været ishockey i Aarhus. Det
påpeger Hardy Fjordbak da også klart
som en af de største udfordringer for
den forholdsvis nye klub. Men det kan
der sagtens komme, mener han. Det
kræver dog, at der fokuseres på en
langsigtet løsning.
”Vi vil gerne have så bred en bund i
organisationen. Det får vi kun ved, at
vi får rigtig mange børn på isen,” siger
han.
Jo tidligere, jo bedre
For det kræver, at man starter, når man
er helt lille. Det gør det nemlig meget
nemmere.
”Ishockey er så krævende
en sport, at det næsten
er umuligt at få fat på de
unge som 13-14-årige. Man skal
simpelthen have fat i dem meget
tidligt, så de så at sige får det ind
med modermælken,” siger han.
Hardy Fjordbak henviser nemlig til, at
man både skal kunne koordinere, have
overblik og være dybt koncentreret,
mens man skøjter både forlæns, baglæns og sidelæns og smatidig have
kontrol over en puck. Og det er bare
meget nemmere at lære, jo yngre man
er.
En ishockeykultur skal skabes
Det er ved at få de mindste til at føle
sig hjemme i klubben, at IKA vil skabe
en ny ishockeykultur. For ishockey har
også sin plads i Aarhus, på trods af at
andre sportsgrene som især fodbold,
håndbold og basketball trækker mange
unge. Men det forsøger IKA at vende til
noget positivt.
Når mange af børnene bliver bidt af
sport som fodbold, foregår det jo primært om sommeren. Derfor er det oplagt, at de kommer og prøver kræfter
med ishockey om vinteren. Så kan det
jo være, at de bliver bidt af det og bliver
hængende,” siger han.
IKA har også allerede satset meget på
at trække de unge ind i den her sæson.
Selvom det ikke er på højde med andre
af de store ishockeyklubber, er der dog
stor optimisme i klubben.
Skal arbejde sig opad
”Det går rigtig godt, og udsigterne er
meget positive. Det kan jo selvfølgelig
altid gå bedre, men efter omstændighederne går det helt klart den rigtige
vej,” siger Hardy Fjordbak.
Det er dog et langt og sejt træk, hvis
den langsigtede målsætning om at
have hold i alle ungdomsårgange skal
opfyldes. Men det er sådan, at det sundeste og mest solide fundament skabes
i klubben, mener han.
”Der kommer flere og flere børn til,
som prøver kræfter med det at være på
isen. Derfor er det op til os at skabe så
gode rammer, at de bliver ved. For målet er, at de børn, vi tager ind nu, skal
danne fundamentet for først U7, så U9
og fortsætte hele vejen op, til de bliver
senior,” siger han.