– Værsgo , sagde hun på engelsk . Drengen tøvede , men snuppede så bolden . Han stod helt stille med den . Ana Maria pegede på den største af brødrene : – Eddy . Så på den mellemste : – Estuardo . Babyen hed Wilson .
Søsteren stod henne ved komfuret . Det var ikke svært at se . Hun lignede fuldstændig Maya . Ana Maria vinkede hende hen . Maya rakte hånden frem : – Hola . Yo me llamo Maya , sagde hun . – Yo me llamo Brendy , sagde søsteren . – Wendy ? – No , no , Brendy , sagde søsteren og brød ud i et grin . Maya lo også . Så akavet at misforstå sin egen søsters navn ! Nu så de hinanden i øjnene . Det var som at se ind i et spejl . Maya mødte sine egne lysebrune øjne , sine runde kinder . Brendy lo på samme hikkende måde som Maya . Hvordan kunne der være et andet menneske i verden , som lignede én så meget ?
Brendy viste Maya huset . Der var en lille have bagved , og en overdækket veranda med en gyngesofa . Nederst i haven et hønsehus med fem høns .
Brendy løftede en af hønerne op og rakte den til Maya . Maya havde aldrig holdt en høne før . Dens hjerte bankede under fjerene . Hun stod lidt med den og lyttede til lydene omkring sig . En flod brusede lidt væk . Nogle små , blå fugle kvidrede i et træ . En ged brægede . Brendy slap hønen løs med de andre høns . Pigerne satte sig i hængesofaen sammen .
Der havde været stille lidt , og pludselig sagde de begge to noget på samme tid . De kom til at grine .
– I speak a little little English , sagde Brendy og viste med fingrene en lille bitte smule .
58 oxfam danmark · læseraketten