35 Kurvefletning
Familien Johansson’s kurveeventyr
I 1891 slog Carl Johansson fra Tommeboda sig ned i
Kvistgård og begyndte at fremstille spånkurve for på
denne måde at omgås forbuddet. Hans bror, Per Johansson, var med sin familie draget til Nordtyskland for at
lave kurve. I Wolgast lavede Per Johansson kurve til en
tysk grossist Ernst Krüger. I 1902 forenedes han med
broderen i Kvistgård og den samlede familie startede
spånkurvefabrikationen i Allerød ved Lillerød Station.
Helt frem til 1970 var der gang i kurveproduktionen.
Omkring 1950 har det samlede salg af spånkurve i Danmark ligget tæt på den halve million om året. I Lillerød
fremstilledes op til 1950 vel op til 5-700 kurve om dagen. Dette krævede en rationel arbejdsgang,
især som arbejdslønninger og træpriserne
steg. Så vidt muligt købtes træet i Sverige.
Et vandhul skulle derfor rumme hele årets
produktion af kurve. Træet opbevaredes i
vand for at kunne være friskt når det skulle
bruges.
Træet skulle udvælges med omhu, afmåles,
saves, flækkes, afbarkes, høvles, tilskæres,
spånerne optælles. Efter opfletningen og
påsætning af de indre og ydre bånd som
kaldtes »jourer«, skulle kurven tørres og
påsættes hank så bundtes og afsted til salg.
Der blev fremstillet 14 forskellige standardstørrelser, den største 55 cm lang, 35 cm
bred og 17 cm dyb, den mindste 16 cm lang,
12 cm bred og 7 cm dyb.
Spånkurvens endeligt
I 1970 stoppede produktionen af spånkurve i Danmark. Spånkurvens storhedstid
var forbi. Dens nødvendighed som købmandskurv, bærkurv, æblekurv osv. var forbi.
Der var blandt kurvemagerne to typer indvandrere. Sæsonarbejderne og de som
slog sig ned fast. Der er også en mellemgruppe, folk som slog sig ned nogle år for
så at rejse hjem igen. Det vigtigste har ikke været at lave kurve - men at have et
arbejde. For en del blev kurvefabrikken en sluse til det danske samfund.
Hvis man i dag er heldig at finde en ny spånkurv til salg er den fremstillet i Polen
eller i en af de baltiske lande.