Hobby-Life Hobby-Life, Kreative Dage 2016 | Page 20

20 Kreative Dage 2016 Pilefletterne har 10 års jubilæum på Kreative Dage Pilefletterne har 10 års jubilæum på Kreative Dage I år er det tiende gang, at Pileforeningen er med på messen. I den anledning har de indbudt en særlig gæst, som startede standen tilbage i 2006. Det var pilefletter Jane Nielsen, der første gang kontaktede Kreative Dage med et forslag om at lave en stand med pileflet. I dag er pilefletternes stand messens største og et af de helt store trækplastre. Den glæde og det fællesskab, der er i pileverdens mangfoldighed, betyder meget for mig. Som et af de mange arrangementer og fællesskaber gennem mit fletteliv, var jeg for 10 år siden med til at starte pilestanden på Kreative Dage, og jeg glæder mig derfor over at være med i år, siger Jane Nielsen. Jane er sidenhen flyttet il Ærø, hvor hun har stiftet Ærøs første kreds af pileflettere, og derfor er hun ikke fast gæst ved Kreative Dage. Men for at hylde hendes initiativ for ti år siden, har de fynske og jyske flettekredse, som står for standen, i år indbudt hende til at komme og demonstrere og sælge sit håndværk. Jane fletter både i pil, men også i søgræs, bark, græsser, papir, cykelslanger og andre naturmaterialer. Min passion og engagement for flet er opstået af de uendelige muligheder i håndværket og materialerne. En stor del af inspirationen til mine kurve kommer fra min fascination af naturens materialer, hvis umiddelbare skønhed taler til mig. Men jeg finder det også spændende og udfordrende at eksperimentere med de muligheder, som er i de industrielle materialer, siger hun. Hun har flettet siden 2003, men fandt et vendepunkt i 2011 efter en workshop med den engelske pilefletter Mary Butcher. Jeg lærte at turde give slip på den traditionelle kurv og gå ind i eksperimenterende og kunstnerisk udfoldelse, siger Jane Nielsen. Det resulterede i bogen ”Det begynder med en knude” fra 2013, som hun har skrevet sammen med seks andre moderne pileflettere. Bogen kan købes på pilefletternes stand.