Hobby-Life Hobby-Life 3-2020 | Page 5

30 års Jubilæum På tværs af USA - rejserute Fortravlede mennesker, majestætiske Redwoodtræer, tågebanker over Stillehavet, mange nye venner. San Francisco, smuk men kold. Over Golden Gate, rød og flot, Salinas, grønsagernes hovedstad. Danske venner, dansk mad, svært at sige farvel, men vi må videre. Familien skal ud at rejse, planer lægges, tasker pakkes. En drøm skal opfyldes, farvel til alt det hjemlige, med fly over Atlanten. New York, Frihedsgudinden forlod vi hurtigt, Gettysburgs gamle slagmarker, Nord og Syd dukker frem i erindringen. Washington DC., varmt og fugtigt, svært at sove, hurra for aircondition. Mandshøje majsmarker, Lancaster, hestevogne, mænd med sorte hatte, Amishfolkets verden. De endeløse bjerge i Pennsylvania, besøg hos gamle vennner i Syracuse. Brusende, larmende, storslåede Niagara, en stille søndag i august. Igennem Canada til Michigan, by en hel dag, Chicago, Wisconsin’s smukke gårde dejlige oplevelser hos familie. Vestpå, lange dage på vejen, vi spiller femhundrede, Grete vinder, Bjørn bager brownies, Minnesota, South Dakota’s udstrakte prærie, bisonernes og indianernes gamle land. Badlands, Black Hills, Mount Rushmore, storslået og overvældende. Wyomings smukke røde, øde bjerge, Buffalo Bill’s hjemstat, aftener med bål, vi nyder rejselivet. Varme kilder og gejsere i Yellowstone, vi fryser om natten, ingen bjørne, men stolte hjorte. Igennem Idaho til Salt Lake City, tankerne går tilbage til nybyggerne. Peter har fået en cykel, der skrives rejsebreve, regnes, leges og læses. Nevada, spillecasinoernes paradis, Lake Tahoes klare vand, goddag til Californien. Rugbrød i Solvang, høje palmer langs kysten, delfiner i leg, olie under skoene. Los Angeles, smog, forfærdelig trafik, skolebesøg, interviews, masser af snak. Disneyland, spændende og sjov, Stillehavet, brusende bølger, badeliv, surfing på maven. Østpå igen, en stille morgen Las Vegas, spillefuglenes by. Stillestående varme, ørken med smukke Joshua-træer. Hoover Dam og ubeskrivelige Grand Canyon, et af verdens syv vidundere, Navajo-indianernes land. Tørre og støvede New Mexico, læberne sprækker, vi må drikke konstant. El Paso, Texas på hesteryg, rodeo i byen. Galveston, Den Mexikanske Golf. en orkan fik os hurtigt væk. Louisianas smukke, gamle plantager, sumpe med stolte cyprestræer, alligatorer i alle vandløb, fugtigt og varmt, afsted mod Florida. November og sommersol, det varme Atlanterhav. Bjørn og Tage fisker, lange gåture langs stranden, tunfisk til aftensmad. Sea World og Kennedy Space Center, Peter så sin længe ventede hval, Sanibel Island, en sydhavsø, palmer i tusindvis, smukke strande med skaller i massevis. Kilometerstore appelsinplantager, vandski-show i Cypress Garden, en sidste tur i den varme pool, vi må nordpå igen. North Carolina venter os. 5