Månedens
spillerprofil
Mads Skade Jørgensen
Til daglig er han praktikant hos Aarhus Håndbold, mens meget af fritiden også bruges på håndbold. Mød Mads
Skade Jørgensen, der er playmaker og anfører for Hammel GF’s bedste herrehold i Jyllandsserien.
af Kristian K. Jørgensen
Alder: 26 år
Nummer: 9
Position: Playmaker
Styrker: Gåpåmod, overblik og skud
Du spiller ikke kun håndbold til hverdag, men arbejder
også med håndbold. Hvorfor bruger du så meget tid
denne sport, Mads?
Fra første moment, jeg stiftede bekendtskab med håndbold,
har jeg været bidt af det. Og det har ikke ændret sig. Med min
praktikplads hos Aarhus Håndbold kan jeg kombinere hobby
og arbejde.
Du har tidligere spillet håndbold i England for klubben
London GD Handball. Hvordan endte du lige derovre?
I forbindelse med mit studie som serviceøkonom i Sport- &
Event Management, skulle jeg i praktik. Jeg ville sindssygt gerne et sted hen, der havde med håndbold at gøre. Og gerne et
sted, hvor håndboldkulturen var i udvikling. Jeg kom i tanke
om, at der fandtes en håndboldklub i London. Her kom jeg i
praktik. Jeg hjalp til både udenfor banen, hvor jeg stod for at
skaffe sponsorer og arrangere en international cupturnering,
som vi og vores damehold var ovre at spille i august.
Hvad var din oplevelse af dit ophold?
Selv om, at London GD Handball er det bedste hold i England,
så er de nok på niveau med et jyllandsseriehold som Hammel
GF. Der blev dog lagt en masse ansvar på mine skuldrer, og
jeg fik bl.a. lov til at spille med i EHF Cuppen mod et hollandsk
hold. Vi gik ikke videre, men det var alligevel fedt at prøve. Alt i alt var min tid i England en fed oplevelse, hvor jeg især udviklede mig på det personlige plan.
Nu er du tilbage i Danmark og HGF. Hvilke forventninger har du til næste sæson?
Vi havde en skidegod sæson sidste år. I foråret sluttede vi som nummer 2 i jyllandsserien og var dermed tæt på at nappe to
oprykninger i streg. Op til denne sæson har vi hentet nogle gode spillere, og jeg mener, at vi har holdet til at rykke op denne
sæson. Sidste sæson var vores styrke, at vi ikke gav op, men i stedet løb vores modstandere ned på fysik og ren vilje. Det er
en af vores største våben, som vi skal fortsætte med at udnytte.