Hammel GF Marts 2017 | Page 4

Fodbold-herrerne satser på oprykning

I foråret er der udelukkende fokus på én ting for Hammel GFs bedste senior fodboldhold. Ifølge holdets cheftræner, Tonny Rasmussen, handler det nemlig om at komme tilbage i serie 2 så hurtigt som muligt.
af Casper Holm
En ærgerlig afslutning på efteråret bevirkede, at senior-herrerne fra Hammel GF til den kommende sæson må en tur ned at vende i serie 3. Længe så det ellers ud til, at HGF’ erne ville klare frisag, men et remis i sidste spillerunde var ikke nok for Tonny Rasmussens mandskab, og når forårssæsonen sparkes i gang, står den derfor på serie 3-fodbold i Hammel GF.
Efterårets nedrykning betyder, at HGF Fodbold til foråret råder over to hold i Serie 3, men sådan forbliver det forhåbentlig ikke særlig længe. Cheftræner for klubbens førstehold, Tonny Rasmussen, fortæller i hvert fald til Klubbladet, at han har store forhåbninger til, at drengene hurtigt vender tilbage til serie 2.
- Der er ingen tvivl om, at det var noget af en nedtur, vi oplevede i efteråret. Når det så er sagt, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi har kvaliteten til at spille med i serie 2, og jeg satser derfor også kraftigt på oprykning i den kommende forårssæson, lyder det fra cheftræneren.
Træningsweekend og forventningsafstemning Forventningerne til foråret er, som det kan læses, ikke til at tage fejl af. Alligevel har Tonny Rasmussen planlagt en forventningsafstemning omkring ambitionerne for de kommende kampe i serie 3, når hans mandskab i begyndelsen af marts afholder træningsweekend i Hammel Idrætscenter.
Her vil fokus være på det sociale aspekt af fodboldtilværelsen, ligesom der også er planlagt både træningspas og kampe. Men vigtigst af alt skal Tonny og spillerne drøfte forventninger til den kommende sæson.
- I min optik ligger vi som en af favoritterne til at rykke op i vores nye pulje, og spiller vi til niveau, tror jeg også stærkt på, at det kan lade sig gøre. Men selvom det er min klare ambition, at vi hurtigt vender tilbage til serie 2, skal jeg selvfølgelig også have vendt det med drengene, lyder det fra Tonny Rasmussen, som fortsætter:
- Jeg er dog ikke i tvivl om, at drengene har det på samme måde. Vi skal spille med om den oprykningsplads.
Stort gå-på-mod At det gik galt i efteråret, er ikke noget, Serie 3-herrerne bruger særlig meget tid på længere, og opstartsperioden efter jul har da også været præget af et stort gå-på-mod.
Henover vinteren har spillerne haft ét ugentligt træningspas, og det har betydet, at mange af dem er kommet tilbage i god fysisk form.
I opstartsperioden har fokus derfor ikke udelukkende været på konditionstræning, men snarere har det været Tonny Rasmussens ønske, at bringe en masse intensitet ind i spillet. Det er lykkedes fint indtil videre, og da holdet også har planlagt en god håndfuld træningskampe, inden det går løs mod Spentrup i sæsonpremieren den 2. april, er cheftræneren ikke i tvivl om, at hans spillere nok skal være klar til sæsonstart.
Siden slutningen af januar har vi trænet to gange om ugen og spillet kamp i weekenderne. Sådan fortsætter vi, indtil det går løs den 2. april, hvor jeg er overbevist om, at vi nok skal komme godt fra start” slutter Tonny Rasmussen.
4