Gratis uddrag fra Gyldendal Børn & Unge UFO-Klubben 4 – Trøst hos Pinto | Page 2

1 Det var den sidste dag i sommerferien, det skete. Det forfærdelige og triste. Det helt ufattelige. Før frokost havde det været en helt almindelig augustdag. Effie og Luffe badede. Vandet var så fløjlsblødt og lunt, at de slet ikke havde lyst til at gå op igen. Men til sidst blev de nødt til det. „Du har helt blå læber,“ lo Effie. Hun frøs, så tænderne klaprede. Luffe sprøjtede vand på hende. „Og hvad tror du, at du selv har?“ Effie havde fået et nyt, flot badehåndklæde med heste på. Hun tørrede sig langsomt. Små græsstrå satte sig fast mellem tæerne. „Uh, jeg har propper i ørerne!“ udbrød Luffe. Hun lagde hovedet på skrå og gav sig til at hoppe på et ben. Hun rystede sig, så det sprøjtede fra håret. „Gid vi ikke behøvede at gå i skole i morgen,“ stønnede hun. 9