EEN 1 | Page 8

Analysen er ikke kun en analyse af EEN, men i høj grad en analyse af, hvordan EEN hænger sammen med det øvrige innovations- og erhvervsfremmesystem, samt hvilke opgaver der ellers løses af EEN-organisationerne. Der er grænser for hvor langt konsulenterne i EEN må gå, når de hjælper små og mellemstore virksomheder. For eksempel må konsulenterne ikke skrive ansøgninger til EU-programmer for virksomhederne. I hvert fald ikke som en del af EEN. Der er dog ikke noget til hinder for at sådanne ydelser tilbydes som del af et regionalt eller nationalt finansieret initiativ, eller som en markedsbaseret ydelse, der tilbydes virksomhederne af den samme organisation. Derfor er det interessant ikke kun at kigge på EEN men også at kigge på den kontekst, som EEN indgår i, og hvordan EEN spiller sammen med regionernes øvrige erhvervs- og innovationsfremmesystemer. I vores analyse af Danmark har vi eksempelvis valgt at foretage en relativ kort analyse af selve netværket og til gengæld fokusere på, hvordan små og mellemstore virksomheder får rådgivning og støtte til at deltage i europæiske forsknings-, udviklings- og innovationsprojekter i Region Midtjylland og Region Sjælland. På trods af EEN er der fortsat et beskedent kendskab blandt virksomhederne til mulighederne for at søge støtte til forskning-, udvikling og innovation i EU, og dertil kommer en række betydelige adgangsbarrierer. Som for eksempel at finde de rigtige samarbejdspartnere, leve op til de formelle krav og regler og i det hele taget bare at skrive en ansøgning, der har gode chancer for at opnå støtte. Side 8