Musik ALBUM VS. EP

Musik har været med til at ændre tiden, men vi ser også, at tiden ændrer musikken – eller i hvert fald musikkens format. Jeg hører til den generation, der er vokset op med LP ' er, der kunne ridses og kassettebånd, der kunne gå i båndsalat. Sidenhen kom en revolution i form af CD ' en( der også kunne ridses, red.) og til dels også det meget misforståede format MD( mini-disc), frem til nutidens digitale format og deraf følgende streaming-tjenester. Vi udelukker lige bevidst den periode, hvor vi alle sad og suttede numre ned via Napster og fra suspekte, russiske hjemmesider via et 56K-modem. Samtidig er vi i stigende grad også gået fra komplette albums til det mere skrabede EP-format. Til dem, der lige skal catche up, så er en EP en udgivelse med 4-6 numre, frem for albummets + 10 numre. Ofte ser vi, at der kun er et enkelt nummer af format, mens resten er rent fyld for lige at retfærdiggøre en hel udgivelse – eller en halv, hvis vi tager formatet i betragtning. Den overgang rejser en del spørgsmål i mit sind – for eksempel” er nutidens hypede kunstnere så talentløse, at de ikke formår at samle materiale nok til at udgive et helstøbt album?” eller” hvorfor dyrker og hylder vi det ufuldendte frem for det komplette?”. Måske ligger konklusionen som et sammenfattet svar på de to spørgsmål. Vi ser jo i stigende grad, at der opstår de berømte døgnfluer- pladeselskabernes jagt på den hurtige kapital og den momentane succes frem for det mere langvarige arbejde med en kunstner, der har noget på hjertet. Ligeledes spiller pøblens jagt på den næste store stjerne og morgendagens stjernefrø naturligvis også en rolle. To ufravigelige faktorer, der skal tilfredsstilles hurtigst muligt – også selv om det sker ud fra laveste fællesnævner. Hvem kan huske navnene på de kunstnere eller deres sange, som lå i toppen af hitlisterne for fem år siden?