om dem og ikke med dem. Trækker
historiske tråde mellem skuespil-
leren og luderen, ‘hvad er forskel-
len?’, spørger hun.
Hele tiden ser hun på os. Holder
øjenkontakten. Tegner, regner og
forklarer.
Det er en blanding af teaterstykke,
forskning og foredrag. Det er en
skuespiller med et manuskript. Det er
Ejas egne ord. Det er begge dele, fordi
teaterstykket ikke må blive endnu et
stykke fiktion om skam, misbrug og
nød. Endnu en luderhistorie, der lu-
krerer på og genskaber den fortælling
om luderen, som mange ikke-ludere
fortæller sig selv og hinanden igen
og igen. Kun hvis teaterstykket er
ægte og faktuelt funderet, kan denne
fortælling ændres.
“Jeg tror, at jeg skal mærke mig
selv…” siger Eja.
Hun fisker en rulle husholdnings-
film frem og lader en kvinde holde
rullen. En tung og dyb guitarlyd og
langsom bas og trommer glider ud
af højtaleren, og Eja snurrer rundt og
rundt og rundt. Så lyder en mande-
stemme.
“Watching her strolling in the night.”
Filmen lægger sig stramt om
hendes torso, mens hun dirigerer.
“so white.”
“Længere op.”
“Wondering why.”
“Lidt strammere!”
Eja snurrer stadig. Nu er hendes
arme også helt strammet ind.
“It’s only after dark.”
“Ja. Det er godt!”
Ligeså pludseligt som det be-
gyndte, stopper musikken, og Eja
puster lettet ud. Kvinden med
husholdningsfilmrullen river rul-
len over og forsøger at klappe enden
fast på Eja. Det lykkes ikke, og hun
får en gennemsigtig hale.
Og så taler hun igen. Fortæller om
sine samtaler med sexarbejdere i hele
Europa. Hun oplyser os, og vi lytter
intenst. En gang imellem afbrydes
hun af en person fra publikum, der vil
byde ind eller stille spørgsmål. Hun
svarer og diskuterer.
Det interaktive teater kræver, at
Eja balancerer mellem selv og på-
taget rolle. Hun må være ærlig
overfor publikum. Så vi kan prøve
at være ærlige overfor hinanden. Og
os selv. •
CITAT N°43 • 49