På scenen har de papskilte, hvor
navnene på deres Instagram-
profiler står. De håber, at pigerne
i publikum vil følge dem. Jo flere
følgere, jo mere berømmelse.
Efter showet løber pigerne ned på
scenen for at tage et billede eller få
en snak med deres favoritdanser. De
betaler for, at drengene skal tage
en selfie med dem. Billederne er
med filtre. Kaninører, glat hud og
små røde kinder. På billederne for-
vandler pigerne og deres idoler sig
til figurer. De bliver en blanding
mellem virkelighed og fantasi.
Drengene tjener penge på selfi-
erne. De samler koreanske Won ind
i kurve, præcis ligesom gadedansere
i europæiske storbyer. Et sted i men-
neskemængden falder en af danserne
på knæ foran en pige. Han frier til
hende. I stedet for en ring holder
han pengekurven op foran hende.
Pigen fniser og begraver sine rød-
mende kinder i hænderne, mens
hendes veninder tager billeder – det
her øjeblik skal foreviges. Danseren
får overtalt pigen til at give ham et
12 • CITAT N°43
par tusind Won, lige nok til en iskaf-
fe fra 7-eleven, og skynder sig videre
til den næste fan.
Kun for børn
Lidt længere nede af gaden, på
den del, der bliver kaldt Children’s
street, står endnu en stor gruppe
af mennesker. De strækker hals
for at få lov at se, hvad der sker
på scenen foran dem. Seks meget
unge piger står foran menneske-
mylderet. De er højest fem år gamle.
Deres dansetrin er velkoordinerede
og indøvede ned til mindste detalje.
De danser ikke bare, de performer
ligesom de ældre drenge længere
nede ad gaden. De smiler og blin-
ker til publikum. De mimer med
på sangene.
De har øvet sig meget. I bag-
grunden står deres træner, han klap-
per og danser med i ny og næ. Der er
stolthed i hans blik, men han er også
streng. Det kræver sin kvinde (eller
pige) at blive dygtig. Det ved han,
og det ved pigerne også. Mange
af deres forældre og ældre søs-
kende står sammen med publikum.
De tager billeder, giver pigerne
juice og bubble-tea i pauserne og
følger dem hjem, når hele showet
slutter. De er deres første og største fans.
Som aftenen skrider frem, bliver
der færre og færre dansere i gaden.
Kort før midnat er de alle sammen
forsvundet. De skal nå den sidste
metro hjem. I morgen begynder en
ny dag med dans og sang. Tilbage
er resterne af det menneskemylder,
som tidligere fyldte gaden og gjorde
det svært at komme frem. En ældre
kvinde samler skrald, og en enkelt
ung fyr står stadig med sin guitar
og underholder et par turister med
sin egen version af Oasis’ Wonder-
wall. For enden af gaden kan man
skimte Karaokebarenes neonlys og
shoppinggaden, som stadig er åben
mange timer endnu. •