dem ligger de røde kapper foldet og
krøllet. Røde strømper stikker op af
sandalerne, som afslappet er faldet
ud til hver side af måtterne.
I den anden ende af rummet har
70-årige Henrik Broni smidt sin lilla
skjorte og er i gang med at finde den
blå dragt frem. Mens Massimo F urlan
forklarer, hvordan de skal holde de
røde paraplyer, hvis det
begynder
at regne, trækker Henrik Broni i
supermandssættet.
”Her går vi med skvulpefedt, og alle
kan se, at det er forfald, forfald, f orfald.
08 • CITAT N°35
Vi er på vej ind i alderdommen, men
vi påtager os rollen som supermænd,”
siger Henrik Broni.
Han er trukket i det tætsiddende
tøj for at få en sjov oplevelse. Men
han gør det også som et lille opråb.
Henrik Broni føler, at ældre er en
gruppe, der ikke ses og høres. En
gruppe, som samles i stereotype
kasser, der ikke altid passer.
”Når jeg kigger på reklamer for
h
åndværkere, hvem er så på
billederne? Det er ikke bedstefar, der
står med øksen. Billedet af ældre er
så forfærdeligt fastlåst. Jeg synes, at
man skal forandre det,” siger han.
Det er ikke kun Henrik Broni, som
oplever, at man bliver mere usynlig
med alderen. I en rundspørge, som
Megafon lavede for Politiken og TV2
i sommer, svarede 66 procent, at folk
på arbejdsmarkedet har højere status
end pensionister. Halvdelen mente,
at ældres status er lavere i dag end
for 40 år siden.
Henrik Broni håber på, at
supermandsoptoget kan give nogle
af betragterne et nyt syn på det at