opbygning af din praksis med billeddannelse
sige “ah, ok” og tage et nyt billede, når det ikke bliver, som
du vil have det skal være.
For at sikre at dine billeder altid er af optimal kvalitet skal du
huske disse tre hovedpunkter: positionering, teknik og
kollimation. Når disse tre betingelser er opfyldt, får du et
flot billede hver gang, hvad enten det er via film, computeriseret
røntgenoptagelse (CR) eller digital røntgenoptagelse (DR).
Det er grundreglerne for billedoptagelse, og de arbejder
i forening med hinanden. Lad os derfor kigge mere detaljeret
på hver af dem.
Positionering er den vigtigste af de tre. Det skønnes,
at 85 % af alle gentagne billeder skyldes positioneringsfejl.
De fleste moderne røntgensystemer leveres med automatiske
eksponeringskontroller, også kaldet AE C'er eller AED'er. Det
kaldes undertiden også fototiming. Disse enheder er
ioniseringskamre, som måler en forindstillet strålingsmængde
og afbryder timingkredsløbet, når en dosis, som er tilstrækkelig
til at opnå den ønskede filmdensitet, er opnået. Når der
anvendes AEC, er det vigtigt at bestemme ioniseringskammerets
placering, og at der opnås den præcise vævspositionering
over placeringen. Automatiske eksponeringsenheder giver
kun diagnostisk densitetskvalitet for strukturer, der er placeret
direkte over ioniseringskamrene.1
AECs funktion er at eliminere behovet for, at radiografer skal
indstille en eksponeringstid. De skal dog stadig indstille mA
og kVp manuelt. Forkert placering over AEC har en stor
indflydelse på eksponeringsteknikken, hvilket vi tager op i det
følgende. Forkert placering over AEC vil desuden få
eksponeringen til at ophøre for tidligt, hvilket resulterer i et
undereksponeret billede med dårlig billedkvalitet.
Teknik refererer i denne artikel til eksponeringsfaktorerne
kVp, mA og mAs. Tænk på teknik som belysning i et filmkamera.
Hvis man tager et billede ved lav belysning, er der ikke lys nok
til at eksponere filmen, og billedet bliver undereksponeret.
“85 % af alle
gentagne billeder skyldes
positioneringsfejl.”
Ved eksponering for skarpt lys overeksponeres billedet.
Det samme er tilfældet ved røntgenfilm. Hvis
eksponeringsteknikkerne er for lave, undereksponeres filmen,
og hvis de er for høje, overeksponeres filmen.
Men husk, at det ikke nødvendigvis er tilfældet med digital
billeddannelse som f.eks. CR og DR. I digital billeddannelse
forbliver filmdensiteten den samme uanset
eksponeringsteknikkerne. Mængden af billedstøj øges eller
reduceres dog afhængigt af eksponeringsteknikkerne.
Billedstøj vises som pletter på filmen, som om den var drysset
med salt og peber. Disse pletter, der opstår, når billedet
undereksponeres, reducerer mængden af detaljer, som kan
ses på et billede og kan medføre fejldiagnose. Et
overeksponeret billede vil have færre pletter, men resulterer
i unødvendig strålingseksponering af patienten. En for høj
eksponering kan også skabe mætning af receptoren. I dette
tilfælde vil billedoplysningerne gå tabt, og billedet skal tages
om igen – med yderligere strålingseksponering for patienten.
Kollimation
eller strålebegrænsende enheder
anvendes til at reducere mængden af unødvendig spredt
stråling for patienten. Ved at reducere spredt stråling øger du
detaljen og kontrasten i billedet.
fortsættes på side 20
19