AIA-Tranbjerg Klubbladet | Page 10

Så lykkedes det endelig AIA Tranbjergs kvinder er rykket op i Serie 1 Det har i flere sæsoner været lige ved og næsten for AIA Tranbjergs seniorkvinder. Men i år lykkedes det endeligt! Foran et talstærkt publikum sikrede de sig oprykning til Serie 1 på hjemmebane mod rivalerne fra Aarhus 1900. I foråret var det kun ét point, der adskilte AIA Tranbjergs seniorkvinder fra en oprykning. I de foregående sæsoner havde det været næsten lige så tæt på. Så det var en stor lettelse og glæde for hele holdet og ikke mindst træner, Kim Rasmussen, at oprykningen endelig var en realitet. ”Vi har været rigtig gode i efteråret, hvor vi har meget spilstyrende. Vi har klart været et af de stærkeste hold, så oprykningen er fuldt fortjent”, siger han. Derfor gjorde det også mindre, at man tabte den sidste kamp i turneringen, hvor oprykningen allerede var sikret. Også selvom det var mod rivalerne fra TMG. ”Skulle vi endelig tabe en kamp, så var det godt, at vi var rykket op. Alligevel ville vi gerne have vundet over TMG. De vandt fortjent, så måske vi lige manglede den sidste motivation efter oprykningen,” siger han. Ny træner kommer til Kim Rasmussen er da heller ikke i tvivl om, at holdet nok skal kunne klare sig i Serie 1, når der til foråret tages hul på en ny sæson. Spillemæssigt og fysisk kan holdet sagtens måle sig med Serie 1-hold, men tempoet skal holdet nok lige vænne sig til, mener han. Det bliver dog ikke Kim Rasmussen, der kommer til at føre holdet ud til den nye sæson. For der kommer nemlig til at ske en markant ændring på trænerposten. ”Efter at have trænet holdet i fire år, er det nu tid til nogle nye kræfter. Derfor træder vores U17-træner, Michael Thybo, til som ny træner ved årsskiftet,” siger han. Michael Thybo kender i forvejen også seniorspillerne, og da der stadig er tvivl om, hvorvidt der bliver oprettet et U19hold, er det derfor oplagt, at han tager over. For mange af U17-spillerne vil formentlig blive en del af seniortruppen og komme ind omkring førsteholdet. ”Det er det helt rigtige tidspunkt. Jeg kunne næppe være sluttet bedre af, og så kan Michael få lov til at integrere nogle nye spillere, som han i forvejen kender,” siger Kim Rasmussen.