AIA-Tranbjerg Klubbladet | Page 8

Status på året der gik Et rigtig godt fodboldår er gået i AIA Tranbjerg, og vi kan derfor med rette også gøre status. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for året til både trænere, frivillige og spillere. Det har været et år, der har budt på lidt af hvert, og i et ydmygt forsøg har jeg prøvet at samle op på nogle af tingene nedenfor. Årets øjeblik Det er selvfølgelig rigtig svært at udvælge ét øjeblik, og der har været rigtig mange gode om buddet. Derfor er der også gået lidt på kompromis med kategorien, og årets øjeblik er derfor faldet på de resultater, der er blevet hentet på drengenes U15-hold. Her har Carsten ”Bager” Jensen formået at få det allerbedste ud af sit hold. Det er imponerende, hvad han har opnået, ud fra de forudsætninger han har, og som vi som klub har. Årets optur Årets optur deles af to forskellige hold. Begge hold er senior, og det er henholdsvis herrerne og damerne. Begge hold præsterede nemlig at rykke op i 2015. Damernes oprykning kom efter flere år, hvor det havde været rigtig tæt på. Men endelig lykkedes det. Herrernes førstehold præsterede at gå ubesejret igennem serie 3 i foråret. En præstation der taler for sig selv. Årets nedtur Førsteholdet for herrerne præsterede at lave årets optur, men de leverede så i den næste halvsæson desværre også årets nedtur. Selvom det var lige ved at lykkedes at blive oppe, klarede holdet desværre ikke nedrykningskampen. Det havde vi håbet og troet meget på, men der er ingen tvivl om, at de formentlig snart vender stærkt tilbage til serie 2. Årets ærgrelse Der var blevet ofret rigtig meget tid og mange kræfter på samarbejdet med TMG. Med samarbejde på rigtig mange ungdomshold var der store forhåbninger til at skabe nogle endnu bedre rammer. Desværre endte det dog med, at klubberne måtte gå hver til sit og opløse Aarhus Syd. Årets ønske Med årets ærgrelse taget i betragtning er det derfor også klubbens ønske, at der kommer ro på klubben og de administrative udfordringer, der har været. Så vil der igen kunne fokuseres på det, vi allerhelst vil fokusere på – spillet på banen! - Johan Søgaard