AIA-Tranbjerg lægger billet ind på ny kunstgræsbane
For fremtiden skal det være muligt at træne på kunstgræs i AIA-Tranbjerg . Det er i hvert fald håbet fra klubbens bestyrelse , som er i gang med at ansøge om midler og godkendelse fra Aarhus Kommune i forhold til at etablere en ny kunstgræsbane på træningsanlægget i Tranbjerg .
Af Casper Holm
Står det til bestyrelsen i AIA-Tranbjerg skal det være slut med at leje sig ind på kunstgræsbaner i andre klubber , når vejret ikke længere tillader , at der spilles på græs .
Igennem en længere årrække har det nemlig været fodboldafdelingens ønske at kunne tilbyde sine medlemmer bedre forhold i henhold til vintertræning og tidlig forårstræning , når det gælder udendørsfodbold . Og det er netop derfor , at AIA-Tranbjerg nu lægger billet ind på en sådan bane ved at sende en officiel ansøgning til Aarhus Kommune . Det fortæller primus motor på projekt , Stefan Simonsen .
- I Aarhus Kommunes kommende budgetforhandlinger anmoder vi om , at der tages forbehold for anlæggelsen af en kunstgræsbane og et eventuelt anlagt rekreativt sportsområde i AIA-Tranbjerg . Det gør vi for at imødekomme borgerne i Tranbjerg by og det stigende ønske og behov for udfoldes af udendørsidræt og fitness-aktiviteter , der findes blandt vores medlemmer , siger Stefan Simonsen til Klubbladet .
Alle detaljer er på plads For at kunne komme i betragtning til anlæggelsen af en kunstgræsbane har Aarhus Kommune opsat flere kriterier , som eventuelle klubber skal kunne opfylde . I AIA-Tranbjerg mener man , at alle disse kriterier passer perfekt på de forhold , som klubben har til rådighed .
Det drejer sig helt konkret blandt andet om klubbens organisatoriske forhold og de fysiske rammer samt tilgængeligheden til banen og eventuel efterspørgsel . Alle disse kriterier opfylder AIA-Tranbjerg til fulde , da klubben er velfungerende med en stærk organisatorisk struktur omkring økonomi , materialer , baner , sponsorer og et klubhus , som klubben selv finansierede i 1900
Derudover vil en kunstgræsbane i AIA ligge perfekt , da klubben holder til omkring Grønlykke Allé , hvor klubhus og øvrige faciliteter er placeret som en del af Tranbjerg Skolen , som også ville kunne nyde stor glæde af en kunstgræsbane i baghaven .
Kunstgræsbanen i Tranbjerg vil endvidere være perfekt i forhold til byens placering , hvor der findes en god infrastruktur og et lukket stisystem , således at alle børn og unge kan komme sikkert til banen .
Sidst men ikke mindst påpeger klubbens bestyrelse også , at det vil give god mening at placere en kunstgræsbane i Tranbjerg med henblik på byens store vækst i antallet af indbyggere samt det faktum , at det vil kunne få stor betydning for børnene i skolerne . Derfor har man allerede startet en dialog med ledelsen af Tranbjerg Skolen for at kunne sikre , at en eventuel kunstgræsbane vil kunne bruges aktivt i den daglige undervisning .
- I AIA-Tranbjerg opfylder vi til fulde de kriterier , som Aarhus Kommune har opstillet i forhold til at kunne ansøge om en kunstgræsbane . En sådan bane vil være perfekt placeret i Tranbjerg , og hvis jeg skal være helt ærlig , så synes jeg også , at det er på tide , at Kommunen kigger lidt vores vej , lyder det fra Stefan Simonsen , som fortsætter :
- Der findes kunstgræsbaner mange andre steder i Aarhus , men det er vores helt klare indtryk , at Aarhus Syd er underrepræsenteret i den forbindelse , og det vil vi gerne lave om på nu .
Så ja , vi arbejder i øjeblikket hårdt på at få gjort de sidste ting færdige , så vi officielt kan sende ansøgningen afsted . Jeg er sikker på , at det vil blive en kæmpe gevinst for os , hvis vi kan få etableret en kunstgræsbane i AIA-Tranbjerg ” slutter Stefan Simonsen .
4