Aarhus Panorama // september // 2020 | Page 80

Madnyt Af Louise Højmark Mikrobryggeri åbner ny ølbar Mikrobryggeriet ÅBEN, som blev kåret til Årets Danske Bryggeri 2019, åbner i september en ølbar i Aarhus. Nu er der ikke længe til, at du kan slukke tørsten et nyt sted i Aarhus. Torsdag den 3. september åbner det danske mikrobryggeri ÅBEN nemlig en ølbar på Rosensgade 28. Baren vil have 24 haner, hvorfra du blandt andet kan få bryggeriets egne øl, men også andre danske og udenlandske øl samt vin, kombucha og cider. ÅBEN blev etableret i Kolding i 2017 af Philip Hulgaard og Johannes Karstoft – og i december 2019 blev ÅBEN kåret til Årets Danske Bryggeri af forbrugerorganisationen Danske Ølentusiaster. IPA og Imperial Stouts Bryggeriet har i dag produceret over 80 forskellige øl. Fokus er på ufiltrerede og smagfulde IPA’er, men ÅBEN arbejder også med kraftige, mørke Imperial Stouts samt friske og syrlige Berliner Weisse. ÅBEN holder efter planen åbningsfest både torsdag den 3. september, fredag den 4. september og lørdag den 5. september. Ølbaren i Aarhus er bryggeriets tredje. Smash burgers: Madmarked præsenterer ny burgerbod Nu kan du prøve kræfter med en cheeseburger bestående af en “smashed” bøf hos Aarhus Street Food. Vild med cheeseburgere? Så skal du måske lægge vejen forbi Aarhus Street Food. Madmarkedet har nemlig fået en ny madbod, The Burger, som serverer cheeseburgere med en såkaldt “smashed” bøf. “Som noget nyt i Danmark ‘smasher’ vi bøfferne, så stegeskorpen bliver ekstra karamelliseret – faktisk kommer vi to mindre bøffer i vores cheeseburgere i stedet for én stor bøf. På den måde sikrer vi, at de altid er gennemstegte og mega juicy.” Hos The Burger kan du få en menu med en cheeseburger, pommes frites og dip til 65 kroner. 64