DANMARK OPLEVEDE SIT
ENESTE SKOLESKYDERI
69-årige Karen Marie Gleit var som kantineleder den sidste person,
der vekslede ord med gerningsmanden bag landets første og
eneste skoleskyderi, der fandt sted på Aarhus Universitet
en uhyggelig forårsdag i 1994.
Tekst & foto Alexander Loft Birkmose
Der var rigtig mange mennesker i kantinen
den dag. En ung mand tråde ind i
kantinen, og jeg kunne genkende ham,
for jeg havde set ham gennem flere år.
Jeg vidste godt, at han var lidt mærkelig.
Tjavset hår og tøj – og lidt uhøflig over for
os i kantinen. Han kom op til mig med
sin bakke, og han var meget irriteret
over, at han ikke kunne finde osten. I sin
irritation sagde han: ”Alting bliver også
flyttet rundt hele tiden. Man kan aldrig
finde noget.” Jeg skændtes ikke med
ham og sagde i stedet, at jeg vidste lige,
hvor osten var, og at jeg ville tage den til
ham. Han fik to skiver ost, bevægede sig
ind i den store kantine med sin bakke
og taske. Det viste sig senere, at det var i
den taske, han havde pakket sit oversavede
gevær.
Efter mit møde med ham var jeg på det
tidspunkt hverken bange eller utryg.
Men han var mærkelig, anderledes og
uhøflig. Jeg ved ikke præcis, hvor lang
tid der gik fra mit møde med ham til, at
skudepisoden finder sted. Men der gik
ikke lang tid. For lige pludselig var der
rigtig meget uro. Nogle råbte, og der lød
skud. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at
det var et skud fra et gevær. Jeg troede,
at det var nytårsfyrværkeri. Og i et kort
sekund troede jeg blot, at det var dramaturgi,
der lavede en eller anden form
for happening, der gik over min forstand.
Lige indtil at der var mere uro, og en
person råbte: ”Han skyder!”
Folk kom løbende og hoppede henover
bordene og ind over vores opvask
i kantinen. Jeg handlede instinktivt og
smadrede et vindue inde i vores garderobe.
Det får jeg først at vide bagefter, for
jeg kan ikke huske selve situationen. De
næste vinduer i bygningen var lokaler til
internationale studerende. Jeg bankede
på ruden, og lederen for den afdeling
åbnede op. Hun ringede derefter til
alarmcentralen, og det viste sig, at det
var det allerførste nødopkald, der blev
modtaget.
Jeg kendte en af de to unge kvinder, der
blev skudt og dræbt. Hun var en meget
sød pige, som gerne ville os i kantinen.
Derfor påvirkede det mig også meget,
at hun var et af ofrene. Det var simpelthen
for uretfærdigt. Jeg kendte ikke
den anden unge kvinde, men efter at
universitetet havde været lukket ned, og
jeg kom tilbage til kantinen igen efter
nogle dage, var der blomster og et kort,
hvor der stod ”mor har været her”. Det
var meget, meget hårdt at opleve, for jeg
er selv mor.
Allerede det første år efter episoden var
jeg alene i kantinen, da nogle studerende
afholdt julefrokost. Da jeg var på
toilet, kom jeg til at rykke døren i den
forkerte retning, og jeg blev skrækslagen,
fordi jeg var overbevist om, at der
stod en anden person på den anden side
af døren. Jeg blev simpelthen så bange,
at jeg for ind til de studerende for at få
hjælp – men der var jo ikke nogen. Det
var første gang, at jeg blev bevidst om, at
jeg var utryg. De følgende to år gik det
op for mig, at jeg nøjagtigt vidste, hvem
der skrev speciale, hvor de studerede
henne, og hvornår de var i bygningen. Da
det blev klart for mig, tænkte jeg, at det
var fuldstændig unormalt, at jeg havde
behov for at lave sådan nogle foranstaltninger
i mit liv. Derfor stoppede jeg
også mit arbejde på universitetet, og det
gjorde mig selvfølgelig ulykkelig, for jeg
var rigtig glad for at være der.
Når jeg tænker på gerningsmanden i
dag, tænker jeg stakkels mand. Han var
ikke normal, han var syg. Inden han skød,
råbte han: ”Jeg hader jer!” Derfor vil jeg
også gerne fortælle min del af historien
i dag, fordi det er beviseligt, at mange
desværre føler sig meget ensomme eller
har svært ved at begå sig i grupper. Så
vi skal lære at passe bedre på hinanden
– også på en idiot der gør sådan noget
mod andre mennesker.
55