”Det blev pludselig en besættelse,”
fortæller Nadia Nadim, der husker, at
de første fodboldstøvler fra genbrugen
strammede, men hun var lykkelig.
Herfra tog det fart. Fodbolden begyndte
at fylde, og det gjorde også, at
Nadia Nadim hurtigt lærte dansk og følte
en tilknytning til sine medspillere.
”Alle kan være en del af fodbold,” fortæller
Paris Saint-Germain-angriberen,
der gerne vil opfordre både piger og
drenge til at komme i gang med spillet.
Spillet er glæde og fællesskab, og det
skal gives videre. Nadia Nadim arrangerer
selv camps, hvor hun prøver at give
fodbolden videre, hun er ambassadør for
adskillige velgørenhedsforeninger som
Dansk Flygtningehjælp og Fodboldfonden,
og hun rejser hver sommer til lande
som Kenya og Jordan i håbet om at gøre
en forskel.
”Det ligger tæt på hjertet at hjælpe
og kunne give igen, og for mig bliver
jeg ekstra berørt, når det er børn og de
svage i samfundet, der bliver påvirket,”
fortæller hun med et skævt smil.
I en samtale med Nadia Nadim går
der ikke lang tid før, hun pointerer, at
hun gerne vil gøre en forskel med sit liv.
En modsætning til angriberens ellers rå
og ligetil facon.
”Jeg synes bare, vi er på vej mod et
sted, hvor folk bliver mere ego,” fortæller
Nadia Nadim og tilføjer hurtigt: ”og der
er ikke noget galt med at være ego, men
det kommer an på situationen.”
Den rebelske angriber oplever, at folk
er begyndt at blive immune overfor alle
de forfærdelige ting, der sker i verden.
”Jeg siger ikke, at man kan hjælpe
alle, men hvis man har overskud og bare
kan hjælpe ét menneske, så har du også
gjort noget.”
44